Oplysninger på børn til bortadoption

Klik på linket for at komme til henstillingens fulde ordlyd nedenfor

Ændring af udtalelse af 10. november 2006 om indholdet af de danske pædiatererklæringer, 26. november 2009

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption & Samfund og Familiestyrelsen, den 26. november 2009.

Adoptionsnævnet udtalte sig i en henstilling af 10. november 2006 om indholdet af de danske pædiatererklæringer.

Nævnet henstillede i den forbindelse til de formidlende organisationer, at det i de danske pædiatererklæringer opregnes, hvilke oplysninger der har dannet grundlag for erklæringen og dermed vurderingen af barnet.

Formålet med henstillingen var bl.a. at tydeliggøre, om samtlige helbredsoplysninger om barnet, der fandtes på sagen, var indgået i pædiaterens vurderinger. Dette var især relevant, når en lægeerklæring efterfølgende var blevet suppleret måske endda flere gange, eller hvis børnehjemmet f.eks. efterfølgende havde sendt flere oplysninger om barnet.

Henstillingen af 10. november 2006 er fortsat udtryk for nævnets holdning, men på baggrund af en række konkrete sager samt drøftelser med de formidlende organisationer har nævnet fundet anledning til at supplere henstillingen.

Nævnet skal således yderligere henstille, at pædiateren ved vurderingen af de foreliggende helbredsoplysninger på barnet også tager højde for alderen på helbredsoplysningerne. Pædiateren bør således gøre opmærksom herpå, hvis vurderingen af barnet er usikker på grund af helbredsoplysningernes alder, herunder hvilke usikkerheder der er tale om.

Som det også fremgår af den tidligere henstilling, skal det tilsigtes, at erklæringerne bliver så fyldestgørende som muligt og formuleres sådan, at personer uden lægefaglig indsigt har mulighed for at vurdere de problemer, der eventuelt kan komme på tale for barnet. Erklæringerne skal være særlig fyldestgørende i de tilfælde, hvor barnet vurderes uden for en almen godkendelse, og hvor ansøgerne på grundlag af navnlig pædiatererklæringen skal vurdere, om de har de fornødne ressourcer til at adoptere barnet.

Ved udarbejdelse af pædiatererklæringen skal pædiateren endvidere være opmærksom på, at vurderingen af barnet - på baggrund af eventuelle billeder i sagen - bør ske med stor forsigtighed, og at et billede af barnet ikke bør tillægges afgørende betydning ved vurderingen. 

Datoen for pædiatererklæringens udfærdigelse skal altid fremgå klart og tydeligt af erklæringen.

Vi bemærker, at denne henstilling gælder i forhold til alle afgiverlande og alle formidlinger, både den almindelige formidling og special need formidlingen.

Vi bemærker også, at nævnets tidligere henstillinger om helbredsoplysninger på børn fra Kina af 15. september 2005, 30. marts 2006 og 6. juli 2007 ophæves, da vurderingen af disse helbredsoplysninger ikke længere adskiller sig fra vurderingen af andre afgiverlandes helbredsoplysninger.

Til toppen

Udtalelse vedr. HIV-tests hos børn i forslag til adoption fra Sydafrika:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption og Samfund samt Familiestyrelsen, den 2. juni 2006.

Adoptionsnævnet har den 9. december 2004 udsendt en generel henstilling vedrørende HIV-tests hos børn i forslag til adoption. I henstillingen blev det beskrevet, at 100% sikkerhed for, at et barn ikke er HIV positivt først kan opnås omkring 18 måneders alderen, idet man først på dette tidspunkt kan være helt sikker på, at HIV IgG antistoffer passivt overført fra moren er forsvundet som udtryk for, at barnet ikke har sygdommen. Samtidig meddelte nævnet, at det var nævnets opfattelse, at en sikkerhedsgrænse for testen på >99%, som er til stede, hvis undersøgelse for HIV virus er negativ 6 måneder efter fødslen, er tilstrækkeligt til, at et barn kan kategoriseres inden for en almen godkendelse.

På baggrund af en forespørgsel fra de formidlende organisationers pædiatere om muligheden for at anse testen for tilstrækkelig sikker, allerede når barnet er 3-4 måneder, besluttede nævnet på et møde den 4. april 2005 at opretholde de hidtidige retningslinier, idet sikkerheden af testene efter nævnets opfattelse ikke bør være mindre end den angivne "cut off"-værdi på >99%. Nævnet udtalte samtidig, at man var indstillet på at nedsætte aldersgrænsen, hvis det påvises, at en "cut off" værdi på >99% allerede kan opnås i en yngre alder end 6 måneder.

Nævnet har efterfølgende drøftet spørgsmålet med læger og virologer i Sydafrika og har på denne baggrund fundet anledning til at ændre de hidtil gældende retningslinier for HIV-tests hos børn i forslag til adoption.

Det forholder sig fortsat sådan, at HIV IgG antistoffer først forsvinder efter 18 måneder, og indtil da vil man ikke med 100% sikkerhed kunne udelukke, at antistofferne er udtryk for, at barnet er HIV smittet. Hertil kommer, at det aldrig med 100% sikkerhed kan udelukkes, at der forekommer fejl i forbindelse med en given testning. Nævnet har erfaret, at børn i Sydafrika testes med PCR test for HIV virus, når de er 6 uger gamle med henblik på behandling ved eventuel HIV-smitte, og en efterfølgende PCR test foretages efter 12-14 uger.

Det er på baggrund af drøftelserne med relevante fagpersoner nævnets opfattelse, at et barn fra Sydafrika kan adopteres inden for en almen godkendelse, såfremt der foreligger 2 negative PCR tests, hvoraf den ene skal være foretaget efter 12 uger. Det er en forudsætning, at barnet ikke i den mellemliggende periode har været udsat for smitte, f.eks. gennem amning. Såfremt dette er tilfældet, vil de 12 uger skulle regnes fra den dato, hvor barnet sidst har været udsat for smitte.

I det omfang testning for HIV smitte foregår efter ovennævnte procedurer andre steder end i Sydafrika, finder retningslinierne tilsvarende anvendelse for børn fra disse lande, hvis der er tale om samme type HIV virus.  

Til toppen

Vedr. Hiv-test hos børn i forslag til adoption

Hent henstillingen i pdf-format

Til AC Børnehjælp, DanAdopt, samtlige adoptionssamråd og Adoption og Samfund, den 9. december 2004.

AC Børnehjælp har ved mail af 11. oktober 2004 bedt om Adoptionsnævnets kommentarer til brev af 2. oktober 2004 fra AC’s pædiater John Østergaard.

Henvendelsen fra AC’s pædiater vedrører spørgsmålet om tolkning af Hiv-tests hos børn bragt i forslag til adoption i Danmark og mere specifikt spørgsmålet om, hvor stor en sikkerhed, der skal sættes for, at barnet ikke er hiv-smittet.

Adoptionsnævnet har drøftet henvendelsen på et møde den 18. oktober 2004.

Vi skal herefter udtale følgende:

Nævnet er opmærksomt på, at 100% sikkerhed for, at et barn ikke er Hiv positivt først kan opnås omkring 18 måneders alderen, idet man først på dette tidspunkt kan være helt sikker på, at der ikke opstår Hiv IgG antistoffer hos barnet.

Nævnet finder imidlertid, at en "cut off" værdi på >99%, som er til stede, når barnet er 6 måneder, er tilstrækkeligt til, at et barn kan kategoriseres inden for en almen godkendelse.

Vi har herved lagt vægt på, at hensynet til barnet tilsiger, at barnet bortadopteres på et så tidligt tidspunkt som muligt, ligesom det heller ikke med sikkerhed kan udelukkes, at et barn vil kunne blive smittet med Hiv, mens det venter på eksempelvis at blive 18 måneder gammelt.

Nævnet finder således, at en sikkerhed på over 99% må betragtes som tilstrækkelig stor for, at barnet ikke er Hiv-positivt.

Til toppen

Nye retningslinier vedrørende anvisning af børn, som er smittet med Hepatitis B

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption og Samfund samt Civilretsdirektoratet, den 28. oktober 2003.

Adoptionsnævnet har tidligere ved cirkulæreskrivelse af 25. november 1997 og ved henstilling af 18. oktober 2000 udstukket retningslinier for anvisning af børn, som er smittet med Hepatitis B.

Sundhedsstyrelsen har efterfølgende i juni 2002 udsendt en revideret vejledning om forebyggelse af viral hepatitis, og nævnet har på baggrund af vejledningen genovervejet de tidligere udstukne retningslinier.

Indledningsvis bemærkes, at smitte med Hepatitis B kan resultere i et af følgende tre forløb:

  • Kroppens eget immunforsvar bekæmper infektionen, og den smittede bliver rask. Den smittede er HbsAg neg. HbeAg neg. Anti-HBs pos
  • Den smittede bliver rask smittebærer, men har kronisk hepatitis.Den smittede er HbsAg pos. HbeAg neg. Anti-Hbe pos
  • Den smittede får kronisk smitsom hepatits B. Den smittede er HbsAg pos. HbeAg pos. Anti-Hbe neg

Af nævnets retningslinier af 18. oktober 2000 fremgår, at børn, der er raske smittebærere, falder inden for en almen godkendelse til adoption, mens børn, der har kronisk smitsom hepatitis B, falder uden for en almen godkendelse.

Denne sondring skal ses i lyset af, at Sundhedsstyrelsen i en vejledning af 15. januar 1999 ("Anbefalinger for vaccination i tilfælde af hepatitis B bærer tilstand hos børn i vuggestue, børnehave eller dagpleje") anbefalede vaccination af personale og børn i daginstitutioner med et kendt HbeAg positivt barn under skolealderen - dvs. et barn under skolealderen med kronisk smitsom hepatitis B.

Nævnet har således i sin vurdering af om et barn smittet med Hepatitis B må anses for faldende inden for en almen godkendelse primært taget afsæt i risikoen for, at barnet og dets familie blev stigmatiseret i det danske samfund, og ikke som sådan i barnets sygdomsbillede.

Sundhedsstyrelsen har i sin vejledning fra juni 2002 ændret sin anbefaling vedrørende vaccination i tilfælde af hepatitis i daginstitutioner.

Det fremgår således af den nye vejledning, at der bør ske vaccination af børn og personale i institutioner med et kendt HbsAg positivt barn, hvilket - som det fremgår ovenfor - omfatter såvel børn med kronisk smitsom hepatitis B som børn, der er raske smittebærere af hepatitis B.

Da risikoen for stigmatisering således efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger er den samme, uanset om barnet har kronisk smitsom hepatitis B, eller om barnet er rask smittebærer af hepatitis B, har nævnet herefter fundet det rigtigst, at alle adoptivbørn, der er konstateret HbsAg positive, fremover anses som faldende uden for en almen godkendelse til adoption.

Nævnet skal således for en ordens skyld præcisere, at følgende børn herefter anses for at falde inden for en almen godkendelse:

  • børn, der ikke er testet for hepatitis B, men som fremtræder klinisk raske uden tegn på leverlidelse og i øvrigt er i normal udvikling
  • børn, der er vaccineret mod hepatitis B som led i oprindelseslandes almindelige vaccinationsprogram (disse børn vil være HbsAg neg. HbeAg neg. Anti-HBs pos).

Følgende børn anses for at falde uden for en almen godkendelse:

  • børn, der er konstateret HbeAg positive.

Nævnet skal i øvrigt på ny henlede opmærksomheden på, at alle ansøgere principielt vil kunne få et barn smittet med hepatitis B i forslag, hvilket ansøgerne som hidtil bør informeres om, således at de har mulighed til at tage stilling til risikoen. Samrådene bør som hidtil overveje, om ansøgere, der giver udtryk for, at de ikke vil modtage et barn, der er smittet med hepatitis B, bør godkendes som adoptanter.  

Til toppen

Retningslinier vedrørende anvisning af børn, som er smittede med hepatitis B:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd og samrådssekretariater samt de formidlende organisationer, den 18. oktober 2000.

Efter udsendelsen af Adoptionsnævnets cirkulæreskrivelse af 25. november 1997 vedrørende anvisning af børn, som er raske smittebærere af hepatitis B, har der vist sig at være forhold i forbindelse med anvisningen af disse børn, som har nødvendiggjort, at Adoptionsnævnet har genovervejet cirkulæreskrivelsen.

En såkaldt "rask smittebærer af hepatitis B" falder ifølge cirkulæreskrivelsen fra 1997 inden for en almen godkendelse til et udenlandsk barn, og skal således ikke betragtes som et risikobarn.

I Sundhedsstyrelsens vejledning til landets embedslæger af 15. Januar 1999, vedrørende ”Anbefalinger for vaccination i tilfælde af hepatitis B bærer tilstand hos børn i vuggestue, børnehave eller dagpleje”, anbefales det at vaccinere de øvrige børn i daginstitutionen og dennes personale mod hepatitis B, hvis det pågældende barn er under 5 år gammel og samtidig bærer af hepatitis B virus (defineret som HBeAg positiv).

En anbefaling af vaccination af de øvrige personer i den pågældende institution, foranlediget af en øget risiko for smitte med hepatitis B fra et enkelt nyankommet adoptivbarn, risikerer let at medføre en stigmatisering af det pågældende barn – uanset det velbegrundede i denne anbefaling. En sådan stigmatisering vil nødvendigvis kræve ekstra ressourcer hos forældrene. Man har derfor fra både de formidlende organisationer, enkelte samråd samt Adoption og Samfund ønsket at få reglerne ændret således, at alle børn med hepatitis B infektion betragtes som risikobørn.

Adoptionsnævnets overvejelser har resulteret i følgende præciseringer af bestemmelserne i cirkulæreskrivelsen, idet blandt andet kravene til definitionen af begrebet "rask smittebærer" er blevet skærpede.  

1. Definition af begrebet rask smittebærer af hepatitis B

Ved en rask smittebærer af hepatitis B forstås et barn, som efter at være blevet inficeret med hepatitis B-virus, selv har klaret denne infektion, således, at man i blodet kan se, at barnet stadig huser virus i sig (HBsAg er positiv), men at infektionen er gået i ro. Dette sidste viser sig klinisk ved, at barnet fremtræder rask og udvikles og trives normalt.

Tilsvarende findes de almindelige leverprøver i blodet normale, samtidig med at HBeAg er negativ, ligesom der er dannet antistoffer imod denne del af virus (anti-HBe er positiv). Udviklingen af anti-HBe er forbundet med en klart nedsat risiko for i løbet af opvæksten og senere at udvikle leversygdom. Kravet om en positiv reaktion for anti-HBe er medtaget, idet immunapparatets evne til at reagere på en infektion med hepatitis B-virus endnu ikke er fuldt udviklet hos det lille barn, og kun ved at kunne påvise en direkte positiv reaktion for antistofdannelse imod HBeAg kan man være sikker på, at barnet har evnet at reagere. I de første 3-5 leveår kan man således godt have en aktiv hepatitis B, selv om barnet klinisk fremtræder i god almentilstand – og også selv om både HBeAg og anti-HBe er negative.

En person, som tidligere har haft hepatitis B, men som nu er helt rask, eller som er vaccineret imod hepatitis B, vil have negative reaktioner for HBsAg og HBeAg i blodet, men typisk en positiv reaktion for anti-HBs.

Det kan ikke påregnes, at alle børn vil være testede for hepatitis B før matchingen finder sted, og heller ikke før ankomsten her til landet. Som regel vil denne testning i øvrigt kun være foretaget ved undersøgelse for HBsAg, og dette også i de tilfælde hvor denne prøve er positiv.

Selv om barnet er testet negativ for hepatitis B, kan barnet dog godt være smittet alligevel. Dette hænger dels sammen med det lille barns nedsatte evne til at reagere immunologisk på infektionen som ovenfor anført, og dels kan barnet være blevet smittet efter prøven er taget, ligesom prøven kan være taget i sygdommens inkubationstid og således endnu ikke har kunnet nå at blive positiv.

2. Anvisning af børn, som er smittede med hepatitis B

Muligheden for, at alle ansøgerpar vil kunne få et barn inficeret med hepatitis B-virus bragt i forslag – også selv om de ikke ønsker et sådant barn, eller måske endog tidligere har sagt nej til et barn med hepatitis B – er klart foreliggende.

Det er her vigtigt at påpege, at infektionsrisikoen er særlig stor, hvor mange lever tæt sammen – således som det netop er tilfældet i en døgninstitution.

Alle ansøgere bør derfor som hidtil på forhånd informeres om denne risiko og tage stilling hertil. Samrådene bør således overveje om ansøgere, som giver udtryk for, at de slet ikke kan modtage et barn med hepatitis B, bør godkendes til adoption.

I følgende situationer falder barnet inden for en almen godkendelse: · 

  • Barnet er ikke testet for hepatitis B, men fremtræder klinisk raskt uden tegn til leverlidelse og er i øvrigt i normal udvikling
  • Barnet er rask smittebærer med hepatitis B, jf. den specifikke definition ovenfor (HBsAg er positiv, HBeAg er negativ, medens anti-HBe er positiv og de almindelige leverprøver normale). Det bemærkes, at denne tilstand på grund af den snævre definition af begrebet rask smittebærer vil foreligge i de færreste tilfælde, hvor et barn er inficeret med hepatitis B-virus. Denne tilstand kræver ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinier ikke vaccination af de øvrige børn og personalet i barnets daginstitution, men alene af de personer (familie og evt. andre), som er i tæt kontakt med barnet på døgnbasis.
  • Barnet er vaccineret mod hepatitis B som et led i det pågældende lands almindelige vaccinationsprogram (HBsAg og HBeAg er negative, mens anti-HBs er positiv).

I følgende situationer skal barnet derimod betragtes som et risikobarn, og falder derfor uden for en almen godkendelse.

  • Barnet har en erkendt aktiv hepatitis B. Det vil sige, at barnet er såvel HBsAg som HBeAg positiv med deraf følgende øget risiko for at udvikle en kronisk aktiv hepatitis og levercirrhose (skrumpelever), med dertil hørende komplikationer. 
  • HBsAg er positiv med biokemiske tegn til leversygdom – uanset HBeAg/anti-HBe status – idet et sådant barn sandsynligt er smittet med hepatitis B variant virus (precore mutant virus).
  • HBsAg er positiv, men der foreligger ingen oplysninger om HBeAg status og / eller de almindelige leverprøver. Det vil være usikkert om, et sådant barn er i risiko eller ej, men sandsynligheden for, at der foreligger en risiko for udvikling af hepatitis B, er større end det modsatte. Denne situation vil foreligge i de fleste tilfælde med mistanke om hepatitis B, alene fordi barnet oftest kun vil være testet positiv for HbsAg og ikke også er undersøgt for HBeAg og anti-HBe.
  • Barnet er som nyfødt vaccineret mod hepatitis B som et led i behandlingen af virus overført fra moderen neonatalt. Dette gælder uanset status af de foreliggende hepatitisprøver og almindelige leverprøver.  

Til toppen