Godkendelsesforløbet og samrådenes opgaver i øvrigt

Klik på linket for at komme til henstillingens fulde tekst nedenfor:

Udvidelse af godkendelse i forbindelse med matchning, den 6. april 2010

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption & Samfund og Familiestyrelsen, den 6. april 2010

Adoptionsnævnet har foretaget en tilsynsgennemgang af sager, hvor ansøgere i forbindelse med matchningen har søgt om udvidelse af godkendelsen. Nævnet er på baggrund heraf blevet opmærksom på, at der er behov for at indføre nye retningslinjer for behandlingen af disse sager.

Nævnet henstiller, at samrådssekretariaterne som udgangspunkt indretter sagsbehandlingen for ansøgere, der søger om udvidelse af godkendelsen til at omfatte et konkret barn på følgende måde:

  • Ansøgere, der ønsker deres godkendelse udvidet til at omfatte et konkret barn, indkaldes til en personlig samtale herom i statsforvaltningen forud for samrådets afgørelse, medmindre godkendelsen alene søges udvidet som følge af en mindre afvigelse fra den meddelte aldersramme.
  • Når godkendelsen søges udvidet som følge af den helbredsmæssige vurdering af barnet, skal ansøgerne forud for samtalen i statsforvaltningen som udgangspunkt have haft en samtale med en anden børnelæge end organisationernes, eksempelvis en af nævnets børnelæger. Statsforvaltningen rådgiver ansøgerne herom i forbindelse med indkaldelse til samtale i statsforvaltningen.
  • Sagsbehandleren i statsforvaltningen har ligeledes mulighed for at konsultere en af Adoptionsnævnets børnelæger, hvis det skønnes, at ville give et bedre grundlag for samtalen.

Det er formålet med de nye retningslinjer, at ansøgere sikres det bedst mulige oplysningsgrundlag for deres beslutning om at søge om tilladelse til at adoptere barnet. Det er vigtigt, at ansøgerne under den personlige samtale i statsforvaltningen modtager realistiske oplysninger om eventuelle risici hos barnet og rådgivning om betydningen heraf. Hvis de foreliggende oplysninger om barnet ikke er opdaterede, bør der ligeledes vejledes om de usikkerheder, som er forbundet med uaktuelle oplysninger, herunder risiko for en forværret tilstand.
 
Det er endvidere formålet, at samrådet får et så godt grundlag som muligt for afgørelsen om, hvorvidt ansøgernes godkendelse kan udvides til det konkrete barn.


Til toppen

Ændring af udtalelse af 8. januar 2007 om betydningen af adoptionsansøgeres graviditet, den 6. november 2009

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption & Samfund og Familiestyrelsen, den 6. november 2009

Adoptionsnævnet udtalte sig i en henstilling af 8. januar 2007 om betydningen af adoptionsansøgeres graviditet.

På baggrund af en række konkrete sager har nævnet for nylig haft lejlighed til at overveje spørgsmålet på ny, herunder navnlig spørgsmålet om varigheden af en eventuel berosættelse af adoptionssagen under graviditeten samt betydningen af en eventuel mislykket graviditet i denne periode. Samtidig har flere samråd rettet henvendelse til nævnet med spørgsmål om fortolkningen af nævnets tidligere udtalelse af 8. januar 2007 i praksis.

Nævnet har i lyset af disse drøftelser besluttet at ændre udtalelsen af 8. januar 2007, sådan at vi i stedet henstiller til følgende praksis i forhold til gravide adoptionsansøgere:

Når samrådene i fase 1 modtager oplysning om en ansøgers graviditet, bør det fortsat ikke medføre, at sagen automatisk berosættes, eller at der meddeles afslag på godkendelse alene som følge af den omstændighed, at ansøgerne venter et biologisk barn. Samrådet bør som hidtil og på sædvanlig vis vurdere, om de objektive betingelser i godkendelsesbekendtgørelsens §§ 7-10 er opfyldt, og om ansøgerne således kan fortsætte undersøgelses- og godkendelsesforløbet i fase 2, uanset hvor fremskreden en graviditet, der er tale om.

Med hensyn til spørgsmålet om berosættelse af sagen i fase 3 er det Adoptionsnævnets opfattelse, at alle gravide ansøgere har krav på berosættelse af deres sag i fase 3 frem til 22. graviditetsuge. Efter dette tidspunkt – eller hvis ansøgerne tidligere ønsker en stillingtagen – bør samrådene vurdere, om ansøgerne efter en individuel vurdering må anses for egnede som adoptanter (godkendelsesbekendtgørelsens § 14). Fortsat graviditet på dette tidspunkt vil efter nævnets opfattelse skabe en formodning for, at betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt.

For ansøgere, hvis graviditet måtte mislykkes forud for 22. graviditetsuge, bør samrådene lade det indgå i den individuelle vurdering, hvordan aborten påvirker familiens ressourcer i forhold til at skulle varetage omsorgen for et adoptivbarn.

Grænsen ved 22. graviditetsuge er fastlagt i lyset af sundhedslovgivningens skelnen mellem abort og dødfødsel, og der er tale om en teknisk grænse, som i sig selv ikke har betydning for den individuelle vurdering af adoptionsansøgeres parathed til at adoptere.


Til toppen

Henstilling vedrørende proceduren i forbindelse med forlængelse af en abstrakt godkendelse:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, AC Børnehjælp, DanAdopt, Adoption & Samfund og Familiestyrelsen, den 7. februar 2008.

Adoptionsnævnet har på baggrund af en række forespørgsler fundet anledning til over for samråd og formidlende organisationer at komme med en henstilling vedrørende proceduren i forbindelse med udløb og eventuelle forlængelser af adoptanters abstrakte godkendelser (regodkendelser).

Vedrørende tidsbegrænsning og eventuel forlængelse af en godkendelse fremgår følgende af Familiestyrelsens vejledning til statsforvaltningerne om adoption:

"Har ansøgeren ikke inden for to år efter den oprindelige godkendelse fået anvist et barn med henblik på adoption, skal statsforvaltningen indhente ny straffeattest vedrørende ansøgeren og foranledige, at ansøgeren indsender ajourført skatteattest og restanceerklæring samt en erklæring fra egen læge om, at der ikke er indtrådt ændringer i ansøgerens helbredsmæssige forhold.

Det vil normalt ikke være påkrævet at afholde en personlig samtale med ansøgeren.

Samrådet tager på baggrund af de oplysninger, som er tilvejebragt af statsforvaltningen, stilling til, om den oprindelige godkendelse kan forlænges. Samrådet kan i den forbindelse anmode statsforvaltningen om at indhente supplerende oplysninger.

Hvis samrådet finder, at godkendelsen ikke kan forlænges, meddeles der ansøgeren afslag på forlængelse af godkendelsen. Et sådant afslag kan påklages til Adoptionsnævnet.

En yderligere forlængelse af godkendelsen kan efterfølgende meddeles for yderligere to år, således at godkendelsen i alt gælder i 4 år.

Yderligere forlængelse, fordi ansøgeren fortsat ikke efter 4 år har fået anvist et barn, kan ske, hvis der ikke foreligger oplysninger, der viser, at der er sket ændringer i de forhold, der har ligget til grund for godkendelsen. Det er dog i den forbindelse en betingelse, at ansøgeren fortsat opfylder alderskravene til den godkendelse, der søges forlænget.

Opfylder ansøgeren ikke længere alderskravene til godkendelsen, kan godkendelsen ikke forlænges yderligere, men ansøgeren må henvises til at søge om godkendelse på ny, hvorefter en ny undersøgelse må påbegyndes".

(Vejledning nummer 10282 af 14. december 2007, afsnit 12.4.1)

Navnlig med henblik på at undgå situationer, hvor børn bringes i forslag til adoptanter uden gyldige godkendelser, har Adoptionsnævnet fundet det hensigtsmæssigt at foreslå, at følgende procedurer følges:

  • I forbindelse med en godkendelse bør statsforvaltningen orientere adoptanterne om, at deres godkendelse løber i 2 år fra godkendelsestidspunktet. Det bør af afgørelsen fremgå klart, hvornår godkendelsen udløber. Adoptanterne bør samtidig vejledes om, at de inden udløbet af godkendelsen bør rette henvendelse til statsforvaltningen, hvis de ønsker at ansøge om en forlængelse af deres godkendelse.
  • Statsforvaltningen bør samtidig med godkendelsen sætte sagen i erindring til ca. 2 måneder før godkendelsens ophør. Hvis adoptanterne på fremtagelsestidspunktet ikke har henvendt sig til statsforvaltningen med en ansøgning om forlængelse af godkendelsen, bør statsforvaltningen skrive til adoptanterne og orientere dem om, at godkendelsen snart udløber, og at de skal rette henvendelse til statsforvaltningen, hvis de ønsker at søge om en forlængelse. Adoptanterne bør orienteres om, hvilke oplysninger de i givet fald skal vedlægge ansøgningen. Det bør over for adoptanterne pointeres, at fornyelse af godkendelsen som udgangspunkt forudsætter, at de ansøger inden den gamle godkendelse udløber, og at en ansøgning indgivet efter udløbet af fristen som hovedregel vil medføre, at der må indgives en helt ny ansøgning. Adoptanterne bør ligeledes orienteres om, at anvisning af et barn forudsætter, at de har en godkendelse, som stadig gælder. Statsforvaltningen bør sende kopi af brevet til den formidlende organisation. 
  • Hvis adoptanterne ikke indsender ansøgning om forlængelse af godkendelsen henlægges sagen i statsforvaltningen snarest efter godkendelsens udløb. Kopi af brev til adoptanterne vedrørende eventuel henlæggelse sendes tillige til den formidlende organisation.
  • Den formidlende organisation bør løbende sikre sig, at adoptanternes godkendelser er gyldige. Det påhviler således også organisationen at orientere et afgiverland, hvis en ansøger ikke længere har en gyldig godkendelse eller hvis godkendelsen er tæt på at udløbe. På denne måde sikres det, at kun adoptanter med gyldige godkendelser får et barn i forslag. Organisationen bør således heller ikke afvente et brev fra statsforvaltningen om eventuel henlæggelse, inden afgiverlandet orienteres.
  • Adoptanter bør i forbindelse med en forlængelse af godkendelsen vejledes om, at yderligere forlængelse ud over de 4 år kun kan ske, hvis der ikke foreligger oplysninger, der viser, at der er sket ændringer i de forhold, der har ligget til grund for godkendelsen. Det er ligeledes her en forudsætning, at en eventuel ansøgning om forlængelse indgives inden udløbet af godkendelsen. I de tilfælde, hvor adoptanternes alder kan udelukke yderligere forlængelse bør statsforvaltningen allerede ved første forlængelse vejlede adoptanterne herom.

Til toppen

Udtalelse vedr. dispensation fra alderskravet i medfør af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3 ("særlige omstændigheder"):

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption og Samfund samt Familiestyrelsen, den 27. februar 2006

Adoptionsnævnet har som led i sin tilsynsvirksomhed indkaldt godkendelsessager, hvor samrådene i 2003 har truffet afgørelse om aldersdispensation efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3 ("særlige omstændigheder").

Nævnet har på baggrund af gennemgangen af såvel disse sager som tidligere klagesager fundet det hensigtsmæssigt at fremkomme med nogle generelle overvejelser i forbindelse med anvendelsen af dispensationsmuligheden i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3.

Det fremgår således af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, at det er "en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens alder på ansøgningstidspunktet ikke overstiger barnets alder med mere end 40 år". Ifølge § 6, stk. 2, nr. 3, kan betingelsen dog fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

I forbindelse med fremsættelsen af lov om ændring af adoptionsloven (lovforslag L 40) fremgår følgende om baggrunden for bestemmelsen:

"I en række situationer er der dog efter Justitsministeriets opfattelse grundlag for at fravige de almindelige aldersregler.

For så vidt angår adoption af større børn og andre vanskeligt anbringelige børn er Justitsministeriet enig med Adoptionsudvalgets flertal i, at der bør være en større grad af fleksibilitet over for alderskravene under forudsætning af, at ansøgerne - bl.a. gennem erfaring med egne børn - har de særlige kvalifikationer, der vil kunne medvirke til at sikre et gunstigt adoptionsforløb med et sådant barn".

I overensstemmelse hermed nævnes følgende som eksempler på særlige omstændigheder i vejledningen om international adoption:

"Som eksempler på særlige omstændigheder kan især nævnes særlige forhold hos det barn, der ønskes adopteret. Det gælder f.eks., hvis der søges om adoption af en biologisk søster eller bror til et barn, som man allerede har adopteret, eller af et barn, som ansøgeren i forvejen har et nært og længerevarende tilknytningsforhold til. Det gælder også, hvis der søges om godkendelse til adoption af et større barn eller et vanskeligt anbringeligt barn under forudsætning af, at ansøgeren - bl.a. gennem erfaringer med børn - har de særlige kvalifikationer, der vil kunne medvirke til at sikre et gunstigt adoptionsforløb for et sådant barn".

Nævnet har med udgangspunkt heri drøftet en række forhold, som erfaringsmæssigt gør sig gældende i de sager, hvor der søges dispensation fra aldersreglen under henvisning til, at der foreligger særlige omstændigheder.

Det skal indledningsvis understreges, at bestemmelsen i sin ordlyd og indhold lægger op til en konkret vurdering af, hvorvidt der i den enkelte sag foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde en aldersdispensation. Nedenstående vil derfor heller ikke kunne anvendes som ufravigelige retningslinier, da konkrete omstændigheder i den enkelte sag kan begrunde, at sagen må vurderes anderledes.  

Specifikke forhold vedrørende formidlingssituationen

Nævnet har i flere sager oplevet, at der søges om aldersdispensation under henvisning til, at særlige forhold i et konkret afgiverland kan tale for, at man meddeles en lavere aldersdispensation end den, man ville kunne opnå efter de øvrige bestemmelser. Dette vil både kunne være på tale i forbindelse med en ansøgning om abstrakt godkendelse eller i forbindelse med en konkret ansøgning, hvor et afgiverland f.eks. har bragt et barn i forslag, som aldersmæssigt ligger under den godkendelsesramme, som ansøgeren er godkendt til.

Nævnet har i en række sager anlagt det synspunkt, at forhold omkring formidlingssituationen som udgangspunkt ikke kan begrunde aldersdispensation efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3, sådan at der meddeles en lavere aldersramme end den, der ellers ville kunne opnås efter de øvrige bestemmelser.  

Udvidelse af en godkendelse til et yngre barn, som er bragt i forslag

Nævnet har behandlet en del sager vedrørende godkendte ansøgere, der har fået stillet et barn i forslag, der aldersmæssigt ligger under deres godkendelsesramme, hvorfor ansøgerne ønsker godkendelsen udvidet til at omfatte det konkrete barn.

Det er i denne forbindelse nævnets holdning, at de formidlende organisationer bør orientere afgiverlandene om de danske godkendelsesrammer, således at det så vidt muligt undgås, at et barn bringes i forslag til en ansøger med en højere godkendelsesramme.

Det er endvidere nævnets holdning, at bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3 ikke generelt kan anvendes til at godkende konkrete matchingforslag uden nærmere begrundelse. Ved vurderingen af, om en allerede meddelt godkendelsesramme kan udvides til at omfatte et yngre barn, kan der lægges vægt på, om der gør sig særlige forhold gældende hos barnet, der taler for at meddele aldersdispensation, eventuelt på trods af en aldersforskel på mere end 45-46 år. I øvrigt kan der ved vurderingen lægges vægt på aldersforskellen mellem ansøgerne og barnet.

Nævnet finder det ikke muligt at fastsætte en øvre grænse for, hvor meget en meddelt godkendelsesramme konkret kan udvides, men der bør efter nævnets opfattelse udvises stor tilbageholdenhed med afvigelser fra godkendelsesrammen i sager vedrørende mindre børn, idet disse ofte ikke kan betragtes som vanskeligt anbringelige børn.  

Hensynet til ansøgernes øvrige børn

Nævnet har i sin praksis hidtil ikke fundet, at hensynet til, at ansøgeres øvrige biologiske eller adopterede børn kan få søskende, udgør sådanne særlige omstændigheder, at det kan begrunde en aldersdispensation. Situationen opstår typisk for ansøgere, der på grund af kravet om naturlig søskendeafstand til deres øvrige børn ikke kan anvende den aldersramme, som de på grund af deres egen alder ville kunne opnå efter de øvrige bestemmelser i godkendelsesbekendtgørelsens § 6.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse også på nævnets udtalelse af 6. oktober 2005 vedrørende vejledning af ansøgere om aldersrammer, hvormed det tilsigtes, at ansøgere allerede i forbindelse med ansøgningen om barn nr. 1 vejledes om aldersreglerne og eventuelt tager stilling til, om de senere vil søge flere børn, idet aldersrammen da kan indrettes på dette.  

Tilknytning til et konkret barn, som der søges godkendelse til

Som beskrevet ovenfor, er et nært og længerevarende tilknytningsforhold mellem ansøgere og barn nævnt i vejledningen som eksempel på særlige omstændigheder, der kan begrunde aldersdispensation efter bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 3.

Nævnet har behandlet enkelte sager om spørgsmålet, og vurderingen af, om der foreligger en tilstrækkelig tilknytning mellem ansøgere og barn, bør i alle tilfælde foretages som en konkret, individuel vurdering. Dog bør der efter nævnets opfattelse fokuseres mere på barnets tilknytning/følelsesmæssige afhængighed af ansøgerne end på ansøgernes tilknytningsforhold til barnet.

Andre forhold

For så vidt angår aldersdispensation til et vanskeligt anbringeligt barn er det nævnets generelle opfattelse, at vurderingen af, hvorvidt der på denne baggrund kan meddeles aldersdispensation, navnlig er relevant i forbindelse med ansøgning om godkendelse til et konkret barn, herunder godkendelse af et konkret matchingforslag.

Ifølge nævnets praksis udgør det ikke særlige forhold, der kan medføre aldersdispensation, at der er indgivet ansøgning umiddelbart efter ophør af barnløshedsbehandling, når ansøgerne har mødt hinanden i en sen alder, eller at ansøgerne på et senere tidspunkt kunne have ventet deres første barn via kunstig befrugtning.

Nævnet har i 2005 endvidere behandlet enkelte sager om åben adoption, hvor ansøgere har søgt om aldersdispensation til at adoptere et konkret spædbarn, som den biologiske mor har ønsket at bortadoptere til ansøgerne. Nævnet har i disse sager ikke fundet, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at det kunne begrunde aldersdispensation efter bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 3.  


Til toppen

Udtalelse vedr. vejledning af ansøgere om aldersrammer:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, Adoption og Samfund samt Familiestyrelsen, den 6. oktober 2005. 

Adoptionsnævnet har på baggrund af en række konkrete sager fundet anledning til at opfordre adoptionssamrådene til at yde særlig vejledning til adoptionsansøgere med hensyn til, hvilken aldersramme, der bør søges om godkendelse til.

Vejledningen skal ydes med henblik på at undgå situationer, hvor ansøgere, der i forbindelse med godkendelse til barn nr. 1 har fået meddelt en relativ lav aldersramme, må forudses ikke at ville have mulighed for at opnå aldersdispensation til barn nr. 2, dels på grund af aldersreglerne, navnlig den maksimale grænse på 45-46 års aldersforskel, dels på grund af kravet om naturlig søskendeafstand, jf. bl.a. resumé nr. 39 og 46 vedrørende "alder" på nævnets hjemmeside.

Ifølge godkendelsesbekendtgørelsens § 6 er det en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens alder på ansøgningstidspunktet ikke overstiger barnets alder med mere end 40 år.

Hovedreglen om max. 40 års aldersforskel kan ifølge bestemmelsens stk. 2 fraviges, hvis

  1. kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre, eller
  2. ansøgeren inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn,
  3. eller der foreligger særlige omstændigheder i øvrigt.

Med hensyn til anvendelsen af bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 2 ("inden rimelig tid") fremgår det af Vejledning om international adoption, at der kan meddeles aldersdispensation, hvis ansøgeren inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn. I praksis fortolkes kravet om "inden rimelig tid" som ca. 1½ år, og aldersdispensationen fører normalt til, at godkendelsesrammen fastsættes sådan, at den svarer til den godkendelsesramme, som ansøgerne havde, da de adopterede sidst.

Det fremgår dog samtidig af vejledningen, at der normalt ikke bør ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år, hvilket gælder uanset den yngste ægtefælles alder. De maksimale grænse på 45-46 års aldersforskel skal efter nævnets opfattelse forstås sådan, at den ældste ægtefælles alder på ansøgningstidspunktet maksimalt må overskride barnets alder med 45 år og 364 dage.

I sager, hvor en ansøgers alder på ansøgningstidspunktet til barn nr. 2 overstiger 45 år og 364 dage betyder det, at ansøgerne - uanset at de har indgivet ansøgning om godkendelse til barn nr. 2 inden ca. 1½ år efter hjemtagelsen af det første adoptivbarn - ikke vil kunne meddeles aldersdispensation til et barn i alderen 0-36 måneder, selvom de tidligere har haft en sådan godkendelsesramme til barn nr. 1. Samtidig kan det blive vanskeligt for dem at søge om godkendelse til en højere aldersramme, idet reglerne om søskendeafstand medfører, at barn nr. 2 skal være yngre end og have naturlig søskendeafstand til barn nr. 1.

Nævnet skal derfor henstille til adoptionssamrådene, at ansøgere, der i forbindelse med ansøgning om barn nr. 1 meddeles aldersdispensation, forinden modtager vejledning om, hvorvidt den ønskede aldersdispensation gør det vanskeligt for ansøgerne på et senere tidspunkt at opnå aldersdispensation i forbindelse med en eventuel ansøgning om barn nr. 2.

Amtet bør således i disse situationer bede ansøgerne om allerede i forbindelse med ansøgningen om barn nr. 1 at lade det indgå i deres overvejelser, hvorvidt de på et senere tidspunkt kunne forestille sig at søge om et barn mere, idet de i så fald bør gøres opmærksom på følgende forhold:

  • At en lav aldersramme til barn nr. 1 gør det vanskeligt at opnå en anvendelig godkendelsesramme til barn nr. 2, hvis en af ansøgerne på tidspunktet for ansøgningen om barn nr. 2 er mere end 45 år og 364 dage ældre end barnet.
  • At ansøgerne i disse situationer vejledes om, at begrebet "inden rimelig tid" i bestemmelsen i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 2, i praksis fortolkes som inden ca. 1½ år fra hjemtagelsen af det første barn.
  • At ansøgere, der allerede i forbindelse med ansøgningen til barn nr. 1 har en sådan alder, at der på et senere tidspunkt ikke vil kunne meddeles aldersdispensation til barn nr. 2, vejledes om muligheden for at søge om godkendelse til et søskendepar.

Endelig bemærkes det, at det bør undgås at meddele aldersrammer til flergangsadoptanter, som på grund af reglerne om søskendeafstand gør rammerne hypotetiske, fordi de eksempelvis først reelt vil kunne anvendes efter en længere periode. Der henvises i den forbindelse bl.a. til resumé nr. 46 vedrørende "alder" på nævnets hjemmeside. 


Til toppen

Udtalelse vedr. rygning hos overvægtige ansøgere:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption og Samfund samt Civilretsdirektoratet, den 24. marts 2004.

Adoptionsnævnet har fra flere samråd modtaget forespørgsler vedrørende betydningen af rygning hos overvægtige personer, der ansøger om godkendelse som adoptanter.

Det fremgår af Civilretsdirektoratets Vejledning om vurderingen af adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold, at den omstændighed, at ansøgerens livsstil ud fra en generel betragtning indebærer en overdødelighedsrisiko eller risiko for at udvikle sværere sygdomme ikke i sig selv vil kunne føre til et helbredsmæssigt begrundet afslag, hvis sygdommen ikke har manifesteret sig på ansøgningstidspunktet.

Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at rygning ikke i sig selv kan føre til afslag på godkendelse som adoptant.

Af vejledningen fremgår imidlertid også, at rygning kan spille en afgørende rolle for vurderingen af overvægt i forbindelse med godkendelse til adoption.

Det fremgår således, at der ved sværere overvægt bør gives afslag, hvis der er betydende komplikationer, eller hvis ansøgeren er ryger. Ligeledes fremgår det, at meget svær overvægt selv i tilfælde uden konstaterbare komplikationer bør medføre afslag, medmindre der er tale om en yngre ansøgere, der er ikke-ryger.

Det er således nævnets opfattelse, at rygning kan være et forhold, der skal indgå i vurderingen af overvægtige adoptionsansøgere.

Nævnet er af den opfattelse, at også "festrygere" bør betragtes som rygere. Det er dog samtidig vores vurdering, at der er tale om glidende overgange, hvor risikoen for sygdom og død stiger i  takt med stigende overvægt, stigende tobaksforbrug og stigende alder.

Nævnet finder ikke herudover, at betydningen af rygning, herunder rygning set i forhold til overvægtige ansøgere, kan præciseres nærmere end det, der er anført i vejledningen fra Civilretsdirektoratet. Betydningen af tobaksforbruget vil således skulle vurderes konkret i forhold til den enkelte ansøgeres eventuelle sygdomsforhold. 


Til toppen

Nye retningslinier vedrørende betydningen af forhøjet indhold af kolesterol i blodet hos adoptionsansøgere:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer, Adoption og Samfund samt Civilretsdirektoratet, den 1. december 2003.

Adoptionsnævnet har tidligere ved brev af 5. juli 1996 afgivet en udtalelse om godkendelse til adoption af ansøgere med forhøjet indhold af kolesterol i blodet.

Det fremgik blandt andet af denne udtalelse, at der inden for 15 år måtte påregnes såvel en signifikant overdødelighed som en øget forekomst af invaliderende sygdom hos personer, der ved gentagne undersøgelser havde et indhold i blodet af total kolesterol over i hvert fald 9,0 mmol/l.

Nævnet har nu i anledning af en konkret henvendelse genovervejet ovennævnte retningslinier.

Nævnet skal herefter bemærke, at der siden udtalelsen i 1996 er udviklet ny medicin (statin-præparater) til behandling af forhøjet kolesteroltal (hyperkolesterolæmi), ligesom der nu er fremkommet ny viden om betydningen af kolesterol i blodet.

Kolesterol regnes således i dag sammen med bl.a. blodtryk, rygning og køn som en af flere faktorer, der tilsammen har betydning for risikoen for hjertekarsygdomme, således at der på baggrund af forekomsten af disse faktorer hos den enkelte person kan opstilles prognoser over risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme. Derimod vurderer man i dag normalt ikke betydningen af kolesterolindholdet isoleret.

Det er herefter nævnets opfattelse, at der ikke i dag bør gives afslag på godkendelse som adoptant alene på grund af forhøjet kolesteroltal, idet det normalt med den rigtige behandling vil være muligt at behandle selv svær hyperkolesterolæmi.

Der bør i stedet i hvert enkelt tilfælde foretages en samlet vurdering af ansøgerens generelle helbredstilstand og livsstil specielt med henblik på hjertekarsygdomme, og afgørelsen om godkendelse som adoptant bør træffes på baggrund af denne samlede vurdering.

Nævnet har samtidig besluttet at ophæve retningslinierne af 5. juli 1996.


Til toppen

Udtalelse vedrørende betydningen af en negativ tilbagemelding fra ansøgerens kommune i forbindelse med indhentelse af tilsagn om plejetilladelse:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer samt Adoption og Samfund, den 15. maj 2003.

Adoptionsnævnet har fra et samrådssekretariat modtaget en henvendelse vedrørende betydningen af en negativ tilbagemelding fra ansøgerens kommune i forbindelse med indhentelse af tilsagn om plejetilladelse.

Den konkrete sag drejer sig om et ansøgerpar, der i forvejen har en alvorligt syg og handicappet søn. Kommunen har i denne sag oplyst følgende:

"Familien vurderes på nuværende tidspunkt ikke at have overskud til at adoptere et barn, hvorfor der ikke vil kunne gives en plejetilladelse.Der vurderes dog ikke at være hindringer for, at familien på et senere tidspunkt kan få tildelt en plejetilladelse med henblik på adoption".

Indledningsvis bemærkes, at kommunen i den konkrete sag synes at have grebet spørgsmålet forkert an, idet kommunen i sin udtalelse tager stilling til, om ansøgerne efter kommunens opfattelse har overskud til at adoptere. Denne vurdering henhører ikke under kommunen, men under samrådet.

Sagen har imidlertid givet Adoptionsnævnet anledning til overvejelser omkring den situation, hvor kommunen i forbindelse med en adoptionssag afviser at give ansøgerne et tilsagn om plejetilladelse.  

Er et tilsagn om plejetilladelse et egentligt krav i forbindelse med godkendelse som adoptant?

Det fremgår af § 5, stk. 1, i godkendelsesbekendtgørelsen, at en ansøger kan godkendes som adoptant, når ansøgeren opfylder kravene i §§ 6-9, og ansøgeren i øvrigt kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn alene, eller hvis ansøgeren er gift, sammen med sin ægtefælle.

§§ 6-9 indeholder krav til ansøgerens alder, forhold vedrørende helbred, bolig, økonomi og straf, samlivskrav samt deltagelse i adoptionsforberedende kursus.

Spørgsmålet om indhentelse af tilsagn om plejetilladelse er ikke direkte reguleret i godkendelsesbekendtgørelsen, men de oplysninger, der indgår i vurderingen af spørgsmålet om plejetilladelsen, kan dog naturligvis vedrøre de krav, der stilles efter §§ 6-9.

Selve kravet om et positivt tilsagn om plejetilladelse kan imidlertid kun betragtes som et egentligt godkendelseskrav, hvis det kan indfortolkes i kravet om, at ansøgeren "i øvrigt" kan anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn, således at man kun opfylder kravet om "i øvrigt" at kunne anses for egnet, hvis man kan opnå et tilsagn om plejetilladelse.

Spørgsmålet om betydning af en negativ tilbagemelding fra kommunen, herunder spørgsmålet om, hvorvidt tilsagnet om plejetilladelse er et egentligt godkendelseskrav, er ikke reguleret i Vejledning om international adoption, hvoraf følgende fremgår om indhentelse af tilsagnet (s. 81):

"Endelig skal amtskommunen fra ansøgerens primærkommune indhente et forhåndstilsagn om, at primærkommunen vil være indstillet på at udstede plejetilladelse til et konkret adoptivbarn, hvis ansøgeren godkendes som adoptant. Det bemærkes, at primærkommunen normalt vil udstede plejetilladelsen på grundlag af de undersøgelser, som amtskommunen allerede har foretaget. Primærkommunen vil således kun skulle foretage en selvstændig undersøgelse af ansøgerens forhold, hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger om ansøgeren, som ikke fremgår af adoptionssagen og som kan begrunde en selvstændig undersøgelse."

Hovedformålet med indhentelse af tilsagnet om plejetilladelse er på et tidligt tidspunkt at gøre op med spørgsmålet om, hvorvidt kommunen er i besiddelse af oplysninger - eventuelt oplysninger som samrådet ikke har kendskab til - der kan betyde, at der ikke kan udstedes plejetilladelse.

Af Socialministeriets Vejledning om særlig støtte til børn og unge (vejledning nr. 4 af 16. januar 2002) fremgår, at der ved undersøgelse i forbindelse med stillingtagen til plejetilladelse bl.a. lægges vægt på oplysninger om alder, ægteskabelige forhold, samlivets varighed, antal børn i hjemmet, økonomi, helbred og individuelle ressourcer (jf. bilag A). Undersøgelseskriterierne svarer altså i vidt omfang til undersøgelseskriterierne i sager om godkendelse som adoptant.

Dette betyder formentlig i praksis, at forhold, der efter kommunens opfattelse medfører afslag på plejetilladelse, også ofte vil give anledning til problemer i forbindelse med godkendelse af ansøgeren som adoptant.

Samrådet er imidlertid ikke bundet af kommunens vurdering af forholdene i relation til plejetilladelsessagen i en sådan forstand, at samrådet er afskåret fra konkret at nå til den konklusion, at de samme forhold ikke kan anses for at være til hinder for godkendelse som adoptant.

Dette gælder så meget desto mere i fase 1 af undersøgelses- og godkendelsesforløbet, idet en række af de forhold, der kan føre til "afslag" på tilsagn om plejetilladelse, er forhold, der først skal vurderes i fase 3 af undersøgelses- og godkendelsesforløbet, hvilket den konkrete sag er et eksempel på.

En ansøger vil derfor kunne godkendes som adoptant uden, at der foreligger et tilsagn om plejetilladelse, og tilsagnet kan derfor ikke anses for et egentligt godkendelseskrav, herunder for et krav, der skal være opfyldt, hvis ansøgeren "i øvrigt" skal kunne anses for egnet til at opfostre et adoptivbarn, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Dette betyder også, at et "afslag" på tilsagn om plejetilladelse (eller et manglende svar på an modningen om tilsagnet) ikke i sig selv kan være til hinder for, at fase 1 afsluttes.

Indhentelsen af tilsagnet skal dog iværksættes under fase 1, jf. Vejledningen om international adoption s. 81, og svaret fra kommunen bør foreligge inden fase 3 indledes.  

Når tilsagn om plejetilladelse ikke kan anses for et egentligt godkendelseskrav, får det så i øvrigt betydning for godkendelsen som adoptant, at kommunen på forhånd har meldt ud, at der ikke vil blive udstedt plejetilladelse til det barn, som ansøgerne - hvis de godkendes som adoptanter - måtte blive matchet med?

Som det fremgår ovenfor, er et af formålene med indhentelse af tilsagn om plejetilladelse at opnå kendskab til kommunens oplysninger om ansøgeren.

Et andet formål er naturligvis på forhånd så vidt muligt at sikre, at der ikke ved hjemtagelsen af et barn opstår problemer med at få udstedt tilladelse til barnets ophold hos adoptanterne i perioden frem til bevillingens udstedelse.

Der henvises i den forbindelse til servicelovens § 64, stk. 1, hvoraf det fremgår, at "ingen må modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra den stedlige kommune".

Allerede fordi tilsagnet efter adoptionslovgivningen hverken er et krav i forbindelse med godkendelse som adoptant eller i forbindelse med udstedelse af en adoptionsbevilling, synes der imidlertid at mangle hjemmel til, at man afslår godkendelse som adoptant som følge af manglende tilsagn om plejetilladelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at den omstændighed, at der vil kunne forløbe flere år imellem indhentelse af tilsagnet i fase 1 og hjemtagelsen af barnet, også taler imod, at det manglende tilsagn skulle kunne begrunde et afslag på godkendelse som adoptant, idet ansøgerens forhold i den omtalte periode vil kunne ændre sig væsentligt.

For en ordens skyld tilføjes, at problematikken omkring tilsagn om plejetilladelse efter nævnets opfattelse ikke kan sammenlignes med den problematik, der opstår i sager, hvor der viser sig at være ydet vederlag for barnet, og hvor der i praksis er meddelt afslag på godkendelse som adoptant under henvisning til, at overtrædelsen af adoptionsloven § 15 betyder , at der ikke kan udstedes adoptionsbevilling. Der henvises i den forbindelse til, at det manglende tilsagn om plejetilladelse ikke - i modsætning til et betalt vederlag - udelukker, at adoptionen kan gennemføres.  

Konklusion

På baggrund af ovenstående konkluderes, at indhentelse af tilsagn om plejetilladelse bør betragtes som et sagsbehandlingsskridt, der først og fremmest skal medvirke til oplysning af sagen, herunder til - i langt de fleste sager - at give amtet en forvisning om, at der ikke på forhånd er oplysninger, der er til hinder for plejetilladelse. I de relativt få sager, hvor kommunen fremkommer med oplysninger, som efter kommunens opfattelse er til hinder for udstedelse af plejetilladelse, betyder sagsbehandlingsskridtet desuden, at samrådet får mulighed for også at lade disse oplysninger indgå i sagen om godkendelse som adoptant, og i de - formentlig ganske få - sager, hvor der meddeles godkendelse som adoptant, uanset at der er meddelt "afslag" på tilsagn om plejetilladelse, tjener sagsbehandlingsskridtet desuden til at "advare" såvel ansøger som myndigheder om de problemer, der konkret kan o pstå, når hjemtagelse af barnet bliver aktuel.  

BILAG A: Uddrag af Socialministeriets Vejledning om særlig støtte til børn og unge pkt. 223 (vejledning nr. 4 af 16. januar 2002):

”Ved undersøgelsen og afgørelsen af, om der kan gives plejetilladelse til længerevarende ophold, bør der normalt lægges vægt på de samme forhold som ved ansøgning om adoption. Herved undgås, at et langvarigt plejeforhold må afbrydes, fordi det senere viser sig, at adoptionsmyndighederne ikke kan godkende plejeforældrene som adoptanter.

Den indledende undersøgelse vil normalt bestå i en orienterende samtale med plejefamilien, hvor kommunen danner sig et indtryk af familien. Ved denne indledende undersøgelse må familien give oplysninger om alder, ægteskabelige forhold, samlivets varighed, antal børn i hjemmet, økonomi, helbredsforhold mv.

Hvis det allerede efter denne indledende undersøgelse anses for udelukket at give den ønskede plejetilladelse, bør der ikke indhentes yderligere oplysninger.

Normalt vil der ikke kunne gives plejetilladelse til enlige eller personer med kortvarigt forudgående samliv. Også en betydelig aldersforskel (over 40 år) mellem barnet og den, der søger plejetilladelsen, vil normalt tale imod, at der gives plejetilladelse. Det må dog understreges, at der altid skal foretages en individuel vurdering, og at der i den enkelte sag kan foreligge særlige forhold, fx et nært slægtskab mellem barnet og ansøgeren eller anden forudgående tæt tilknytning.

Ved ansøgning om plejetilladelse i forbindelse med længerevarende ophold er det vigtigt, at undersøgelsen drejer sig om de forhold, der er afgørende for vurderingen af, om opholdet vil være til gavn for barnet. Det må derfor i samtaler med ansøgerne afklares, hvad der er baggrunden for ansøgningen, hvilke forventninger ansøgeren har til barnet og plejeforholdet, herunder om varigheden af plejeforholdet. Det er også vigtigt at danne sig et indtryk af plejefamilien, dens baggrund og indbyrdes relationer. Det må også indgå i vurderingen, hvilke erfaringer og forudsætninger familien har med hensyn til børneopdragelse, og om der er andre børn, hvad enten det er egne børn eller andre plejebørn, og aldersfordelingen af eventuelle børn i hjemmet. Herudover vil oplysninger om bolig, skole- og fritidsmuligheder samt familiens kontakter til det omgivende samfund indgå i vurderingen.

Den kommune, der skal give plejetilladelsen, kan også indhente oplysninger om barnet og dets forældre i det omfang, det er nødvendigt for at tage stilling til, om opholdet vil være til gavn for barnet, fx hvis barnet har et handicap, eller hvis der tidligere har været behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger for barnet.

Forinden udstedelse af plejetilladelse, indhentes med ansøgernes samtykke oplysninger om indtægtsforhold. Ligeledes med ansøgerens samtykke indhentes straffeattest fra Kriminalregisteret. De nærmere regler herom er fastsat af Justitsministeriet i bekendtgørelse nr. 218 af den 27. marts 2001. Heraf fremgår, at straffeattest rekvireres af ansøgerens opholdskommune fra den politikreds, hvor ansøgeren bor. I begæringen skal angives, at straffeattesterne skal benyttes i forbindelse med en ansøgning om tilladelse til at have børn i privat familiepleje.

Herudover bør ansøgerne i en helbredserklæring stå inde for, at de helbredsmæssigt er i stand til at påtage sig opgaven. Egentlige helbredsattester for ansøgerne og plejebarnet indhentes, når kommunen finder behov herfor. Den kommune, der forlanger helbredsattest, afholder udgiften dertil.”  


Til toppen

Brev vedrørende dispensation fra alderskravet i medfør af godkendelsesbe-kendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1 ("noget yngre"):

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd, samrådssekretariater, formidlende organisationer samt Adoption og Samfund, den 21. maj 2002.

Adoptionsnævnet har på baggrund af en række henvendelser fra samrådssekretariaterne og adoptionsansøgere fundet det hensigtsmæssigt at udarbejde nedenstående notat i forbindelse med anvendelsen af dispensationsmuligheden i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1.  

Regelgrundlaget

Følgende fremgår af godkendelsesbekendtgørelsens § 6:

"§ 6. Det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens alder på ansøgningstidspunktet ikke overstiger barnets alder med mere end 40 år.

Stk. 2. Betingelsen i stk. 1 kan dog fraviges, hvis

  1. kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre, eller
  2. ansøgeren inden rimelig tid efter at have modtaget et adoptivbarn ansøger om godkendelse til adoption af endnu et barn, eller
  3. der foreligger særlige omstændigheder i øvrigt."  

Baggrunden for reglerne

Det fremgår af forarbejderne til den seneste ændring af adoptionsloven (lovforslag nr. L 40), at reglerne om aldersforskel mellem ansøger og barn bør medvirke til at sikre, at adoptanterne under hele barnets opvækst har de fornødne ressourcer til at tage sig af barnet og har lyst og evne til at tage del i barnets leg og øvrige aktiviteter. Det fremgår videre af bemærkningerne:

"Aldersreglerne bør endvidere tage hensyn til det forhold, at mulighederne for, at barnet kan beholde begge sine forældre, indtil det bliver voksent, rent statistisk er mindre, jo ældre forældrene er ved modtagelsen af barnet.

Det bør også søges undgået, at aldersreglerne medvirker til at stille adoptivbørn anderledes end børn i biologiske familier ved, at adoptivbørns forældre er betydeligt ældre end forældrene til adoptivbørnenes jævnaldrende skolekammerater og venner.

På den baggrund er Justitsministeriet som udgangspunkt enig med Adoptionsudvalget i, at det i almindelighed bør foretrækkes, at adoptivforhold stiftes inden for den aldersperiode, hvor en familie normalt får biologiske børn.

Ved fastsættelsen af aldersreglerne for adoption bør der endvidere tages hensyn til mulighederne for at få foretaget kunstig befrugtning. Efter § 6 i lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. må kunstig befrugtning ikke finde sted i de tilfælde, hvor den kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at udgangspunktet for aldersreglerne fortsat bør være, at der på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om godkendelse som adoptant ikke må være over 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn.

I en række situationer er der dog efter Justitsministeriets opfattelse grundlag for at fravige de almindelige aldersregler.

 …

Justitsministeriet er endvidere enig med flertallet i Adoptionsudvalget i, at en vis fleksibilitet i aldersreglerne er forsvarlig i tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end 40 år, hvis den anden er noget yngre. Hvis den ene ægtefælle er over 45-46 år, bør godkendelse til adoption af et lille barn dog efter Justitsministeriets opfattelse normalt ikke ske, selv om den anden ægtefælle er tilsvarende yngre".  

Nævnets praksis

Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 1, er der mulighed for at fravige 40 års-reglen i tilfælde, hvor den ene ægtefælle aldersmæssigt overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre.

Bestemmelsen giver kun mulighed for at fravige alderskravet i forhold til den ene af ægtefællerne. Hvis begge ægtefællers alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, kan der ikke gives dispensation fra alderskravet i medfør af denne bestemmelse. Der henvises i øvrigt til Civilretsdirektoratets vejledning om international adoption s. 44ff.  

a) Kan reglen om "noget yngre" anvendes ved godkendelse til større børn? Adoptionsnævnet har fra flere amter modtaget forespørgsler om, hvorvidt dispensationsmuligheden i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, kan anvendes ved godkendelse til større børn, eller om der alene kan gives dispensation i medfør af denne bestemmelse til et barn i alderen 0-36 måneder.

Adoptionsnævnet har i et brev til amterne den 17. januar 2002 behandlet dette spørgsmål (2001-9201-57).

Nævnet udtalte i den forbindelse, at dispensationsmuligheden i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, også kan anvendes i tilfælde, hvor ansøgningen vedrører et større barn.

Efter nævnets opfattelse kan dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 1, således ikke begrænses til alene at finde anvendelse i de sager, hvor der søges om godkendelse til et barn i alderen 0-36 måneder.

Nævnet har truffet flere afgørelser, hvor der er givet dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 1, med henblik på forundersøgelse til et barn, der er ældre end 0-36 måneder. Således kan bl.a. nævnes følgende afgørelser:

a) Nr. 4, januar 2001

Ansøgerne var henholdsvis 49 år og 35 år på ansøgningstidspunktet.
Nævnet meddelte dispensation til et barn eller et søskendepar i alderen 4-6 år, jf. adoptionsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1.

b) Nr. 5, marts 2001

Ansøgerne var henholdsvis 42 år og 39 år på ansøgningstidspunktet.
Nævnet besluttede, at ansøgerne i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1, kunne få dispensation til et barn på 12 måneder og derover.

c) Nr. 7, maj 2001

Ansøgerne var henholdsvis 42 år og 39 år på ansøgningstidspunktet.
Nævnet besluttede også her, at ansøgerne i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1 kunne få dispensation til et barn på 12 måneder og derover.

d) Nr. 9, oktober 2001
Ansøgerne var henholdsvis 44 år og 41 år på ansøgningstidspunktet.
Nævnet besluttede, at ansøgerne i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1, kunne godkendes til et barn i alderen 3-5 år.

e) Nr. 11, oktober 2001

Ansøgerne var henholdsvis 44 år og 38 år på ansøgningstidspunktet.
Nævnet besluttede, at ansøgerne i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1, kunne få dispensation til at adoptere et barn i alderen 2-4 år.  

Numrene på ovennævnte afgørelser henviser til resumeer, der er udarbejdet af nævnet. Resumeerne findes i deres fulde ordlyd i bind 3 i vejledningen om international adoption "materiale fra Adoptionsnævnet". Afgørelserne findes endvidere på nævnets hjemmeside.  

b) Hvornår kan den yngste ægtefælle siges at være "noget yngre"?

I forbindelse med anvendelsen af dispensationsmuligheden i § 6, stk. 2, nr. 1, er det væsentligt at tage stilling til, hvornår den yngste ægtefælle kan siges at være "noget yngre".

Ifølge Civilretsdirektoratets vejledning om international adoption, skal dette forstås således, at "aldersforskellen mellem den yngste ægtefælle og barnet skal være noget under 40 år og 364 dage".

Det fremgår videre af vejledningen:

"Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår den yngste ægtefælle kan siges at være "noget yngre". Ved vurderingen heraf bør det bl.a. tillægges betydning, i hvilken udstrækning den ældste ægtefælle overstiger den almindelige aldersregel, hvilken godkendelse, der ønskes samt omstændighederne i øvrigt. Der kan ikke i almindelighed stilles krav om, at den yngste ansøger skal være tilsvarende yngre.

Der bør normalt ikke ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år. Dette gælder uanset hvilken alder den yngste ægtefælle har. Som det fremgår, er aldersgrænsen ikke absolut, men kan fraviges efter en konkret vurdering".  

Det bemærkes, at aldersforskellen mellem ansøgeren og barnet beregnes i forhold til den yngste alder, der søges om godkendelse til. Søges der således om godkendelse til et barn på 0 – 36 måneder, går man ved beregningen af aldersforskellen ud fra et barn på 0 måneder.

I 2000 og 2001 har nævnet i fire sager meddelt dispensation i tilfælde, hvor aldersforskellen mellem den ældste ægtefælle og barnet på ansøgningstidspunktet var 45 år. I disse fire sager var aldersforskellen mellem den yngste ægtefælle og barnet henholdsvis 35, 31, 34 og 29 år (nr. 2, 4, 6 og 12 i resuméerne). I den ene af de tre sager (nr. 4) var den ældste ægtefælle på ansøgningstidspunktet 49 år og den yngste 35 år. Ansøgerne fik dispensation til et barn i alderen 4-6 år.

I en række tilfælde var der ikke så stor aldersforskel mellem ansøgerne, ligesom den ældres ansøgers alder ikke oversteg barnets alder med 45–46 år. Inden for denne gruppe har nævnet meddelt dispensation således, at aldersforskellen mellem ansøgerne og barnet på ansøgningstidspunktet var:

  • 41 og 38 år (nr. 5). Ansøgerne var hhv. 42 og 39 år. Nævnet dispenserede til barn fra 12 måneder og opefter.
  • 41 og 38 år (nr. 7). Ansøgerne var hhv. 42 og 39 år. Nævnet dispenserede til barn fra 12 måneder og opefter.
  • 41 og 38 år (nr. 9). Ansøgerne var hhv. 44 og 41 år. Nævnet dispenserede til barn i alderen 3-5 år.
  • 42 og 36 år (nr. 11). Ansøgerne var hhv. 44 og 38 år. Nævnet dispenserede til barn i alderen 2-4 år.
  • 42 og 38 år (nr. 15). Ansøgerne var hhv. 44 og 40 år. Nævnet dispenserede til barn i alderen 24 til 48 måneder.

I de to sager, hvor nævnet meddelte dispensation til et barn i alderen fra 12 måneder og opefter, havde ansøgerne søgt om godkendelse til et barn i alderen 0-36 måneder. Såfremt ansøgningen var blevet imødekommet ville der have været henholdsvis 39 og 42 års aldersforskel mellem ansøgerne og barnet. Som det fremgår af afgørelsens udfald, fandt nævnet imidlertid ikke, at den yngste ægtefælle i så fald kunne siges at være noget yngre.

Dette var også tilfældet i sag nr. 9. Her havde ansøgerne søgt om aldersdispensation til et barn fra 12 måneder. Nævnet anførte i afgørelsen, at man ikke fandt grundlag for at imødekomme ansøgningen, da aldersforskellen mellem barnet og ansøgerne i så fald ville være henholdsvis 43 og 40 år.

I sag nr. 15 havde ansøgerne søgt om godkendelse til et barn i alderen 0-36 måneder, og samrådet havde besluttet alene af dispensere med henblik på godkendelse til barn over 36 måneder. Nævnet ændrede i denne sag delvist samrådets afgørelse, idet man besluttede at ansøgerne kunne få dispensation til et barn i alderen 24-48 måneder.

Nævnet har endelig truffet afgørelse i en sag, hvor ansøgerne var henholdsvis 41 og 43 år (nr. 16). I denne sag havde samrådet afslået at give aldersdispensation til et barn under 36 måneder. Nævnet stadfæstede samrådets afgørelse, idet man ikke fandt, at aldersforskellen mellem den yngste ansøger og et barn på under 36 måneder kunne siges at være noget under 40 års aldersforskel.  

Information om praksis

Nævnet skal henlede opmærksomheden på, at resuméer af nævnets afgørelser løbende opdateres på vores hjemmeside, hvor det således vil være muligt at gøre sig bekendt med udviklingen i praksis på området.  


Til toppen

Udtalelse vedrørende fortolkning af aldersreglerne:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd og samrådssekretariater, 17. januar 2002.

Adoptionsnævnet har modtaget en forespørgsel fra et samrådssekretariat vedrørende fortolkning af aldersreglerne. Forespørgslen vedrørte henholdsvis:

  1. Anvendelsesområdet for aldersdispensation i medfør af godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1,
  2. Muligheden for at kombinere de enkelte dispensationsmuligheder.

Forespørgslen var foranlediget af to konkrete sager.

Adoptionsnævnet har hørt Civilretsdirektoratet i sagen.

Vi skal herefter bemærke følgende:  

Ad 1) Godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1:

Samrådet havde i denne sag været i tvivl om, hvorvidt dispensationsmuligheden i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, kunne gradueres eller om der alene kunne gives dispensation i medfør af denne bestemmelse til et barn i alderen 0-36 måneder.

Adoptionsnævnet anførte i høringen til Civilretsdirektoratet følgende:

"… I den første sag afslog samrådet at dispensere fra aldersreglerne, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 6.

Ansøgeren var på ansøgningstidspunktet 49 år, mens ansøgerinden var 35 år. Der søgtes om godkendelse som adoptanter til et barn eller et søskendepar i alderen 3-6 år. Nævnet dispenserede fra alderskravet med henblik på forundersøgelse til et barn eller et søskendepar i alderen 4-6 år, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1.

Nævnet lagde ved afgørelsen navnlig vægt på, at aldersforskellen mellem et barn på 4 år og ansøgerinden ville være ca. 31 år, mens aldersforskellen mellem barnet og ansøgeren ville være ca. 45 år. Da aldersforskellen mellem ansøgerinden og et barn på 4 år ville være væsentlig mindre end 40 år var betingelsen for dispensation i godkendelsesbekendtgørelsens § 6 opfyldt, når samtidig hensås til ansøgerens alder.

Adoptionsnævnet havde ikke derved taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgerne i øvrigt opfyldte de generelle betingelser i godkendelsesbekendtgørelsens § 6-8, eller om de i øvrigt var i besiddelse af de ressourcer, der kræves for at adoptere et større barn, et barn med et psykisk eller fysisk handicap, eller risiko herfor, eller to eller flere søskende.

Amtet forespørger på denne baggrund, om praksis herefter er, at der kan gives aldersdispensation til et par med stor aldersforskel, uanset hvor gammel den ældste ansøger er, så længe aldersforskellen mellem den ældste ansøger og barnet ikke overstiger ca. 45 år.

I vejledning om international adoption fremgår om dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 1:

"Efter godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, er der mulighed for at fravige den ovenfor omtalte 40 års-regel i tilfælde, hvor den ene ægtefælle aldersmæssigt overskrider grænsen på maksimalt 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn, mens den anden ægtefælle er noget yngre.

Bestemmelsen giver kun mulighed for at fravige alderskravet i forhold til den ene af ægtefællerne. Hvis begge ægtefællers alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, kan der ikke gives dispensation fra alderskravet i medfør af denne bestemmelse.

Det er en forudsætning, at den anden ægtefælle er noget yngre. Dette skal forstås således, at aldersforskellen mellem den yngste ægtefælle og barnet skal være noget under 40 år og 364 dage.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår den yngste ægtefælle kan siges at være "noget yngre". Ved vurderingen heraf bør det bl.a. tillægges betydning, i hvilken udstrækning den ældste ægtefælle overstiger den almindelige aldersregel, hvilken godkendelse, der ønskes samt omstændighederne i øvrigt. Der kan ikke i almindelighed stilles krav om, at den yngste ansøger skal være tilsvarende yngre.

Der bør normalt ikke ske godkendelse til adoption af et lille barn i alderen 0-36 måneder, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år. Dette gælder uanset hvilken alder den yngste ægtefælle har. Som det fremgår, er aldersgrænsen ikke absolut, men kan fraviges efter en konkret vurdering".

Som det fremgår ovenfor, er dispensationsmuligheden efter § 6, stk. 2, nr. 1, relativ forstået på den måde, at dispensation gives ud fra en vurdering af aldersforskellen mellem ansøgerne og barnet. Dog fastslås det samtidig, at der ikke normalt kan ske godkendelse til adoption af et lille barn, hvis den ældste ægtefælle er over 45-46 år.

Adoptionsnævnets vurdering vil herefter være, at der ikke er hjemmel til at anlægge en praksis, hvorefter dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 1, er begrænset til at vedrøre godkendelse til barn i alderen 0-36 måneder. Hvis den ældste ægtefælle er under 45-46 år ældre end barnet, mens den anden ægtefælle er "noget yngre" end 40 års aldersforskel, vil der som hovedregel kunne gives dispensation til adoption af et større barn efter denne bestemmelse. …"

Civilretsdirektoratet har erklæret sig enig i denne fortolkning og har i øvrigt bemærket følgende:

"Alderskravene er som bekendt nærmere reguleret i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

"§ 6. Det er en betingelse for at blive godkendt som adoptant, at ansøgerens alder på ansøgningstidspunktet ikke overstiger barnets alder med mere end 40 år.

Stk. 2. Betingelsen i stk. 1 kan dog fraviges, hvis

  1. kun den ene ægtefælles alder overstiger barnets alder med mere end 40 år, mens den anden ægtefælle er noget yngre, eller
  2. …"

Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 6 tilsigter at udmønte de intentioner, der lå bag den seneste ændring af adoptionsloven. Af forarbejderne hertil fremgår det bl.a., at udgangspunktet for aldersreglerne fortsat bør være, at der på ansøgningstidspunktet ikke må være mere end 40 års aldersforskel mellem ansøger og barn. Samtidig lægges der dog op til, at alderskravene bør lempes i en række nærmere angivne situationer.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget, afsnit 6.3., anføres det således bl.a., at "en vis fleksibilitet i aldersreglerne er forsvarlig i tilfælde, hvor den ene ansøger er ældre end 40 år, hvis den anden er noget yngre. Hvis den ene ægtefælle er over 45-46 år, bør godkendelse til adoption af et lille barn dog efter Justitsministeriets opfattelse normalt ikke ske, …"

Af Justitsministeriets svar på spørgsmål 54 fra Folketingets Retsudvalget fremgår endvidere følgende:

"Særligt med hensyn til alder bør det understreges, at adoptionslovgivningen ikke - heller ikke som udgangspunkt - opstiller en fast aldersgrænse for adoptanter, men alene en grænse for, hvilken forskel i alder der normalt bør være mellem adoptant og adoptivbarn. ……

Hertil kommer de lempelser, som lovforslaget indebærer, jf. ovenfor. Det skal i den forbindelse fremhæves, at den aldersgrænse på 45-46 år, der ved adoption af et lille barn opstilles i tilfælde, hvor den anden ægtefælle er noget yngre, ikke er absolut, men vil kunne fraviges efter en konkret vurdering. Der henvises til pkt. 6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger".

Efter direktoratets opfattelse følger det således af ordlyden i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, samt lovens intentioner i øvrigt, at dispensationsmuligheden ikke kan begrænses til alene at vedrøre godkendelse af børn i alderen 0-36 måneder, men at der derimod må tages udgangspunkt i aldersforskellen mellem ansøgeren og barnet.

Direktoratet finder i den forbindelse anledning til at bemærke, at der hverken i godkendelsesbekendtgørelsen eller i forarbejderne til loven er taget direkte stilling til, hvorvidt der gælder en øvre grænse for, hvor gammel man vil acceptere, at den ældste ansøger er.

Det er med andre ord overladt til adoptionssamrådene og Adoptionsnævnet at foretage en udfyldende fortolkning med udgangspunkt i lovens intentioner.

Vi skal i den forbindelse henvise til bemærkningerne til lovforslaget, hvoraf bl.a. fremgår følgende om de principielle hensyn, der ligger bag reglerne om aldersforskel mellem adoptanter og adoptivbørn:

"Reglerne om aldersforskel mellem ansøgere og barn bør efter Justitsministeriets opfattelse medvirke til at sikre, at adoptanterne under hele barnets opvækst har de fornødne ressourcer til at tage sig af barnet og har lyst og evne til at tage del i barnets leg og øvrige aktiviteter.

Aldersreglerne bør endvidere tage hensyn til det forhold, at mulighederne for, at barnet kan beholde begge sine forældre, indtil det bliver voksen, rent statistisk er mindre, jo ældre forældrene er ved modtagelsen af barnet.

Det bør også søges undgået, at aldersreglerne medvirker til at stille adoptivbørn anderledes end børn i biologiske familier ved, at adoptivbørns forældre er betydeligt ældre end forældrene til adoptivbørnenes jævnaldrende skolekammerater."

 …"

Adoptionsnævnet skal henholde sig det af Civilretsdirektoratet anførte. Dispensationsmuligheden i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, kan således også anvendes, såfremt ansøgningen vedrører et større barn.  

Ad 2) Kombination af de enkelte dispensationsmuligheder

Adoptionsnævnet havde i denne sag været i tvivl om, det er muligt at give dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 2, med henblik på at blive godkendt til barn nr. 2, hvis man i forbindelse med godkendelse til barn nr. 1 har fået dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 1.

Adoptionsnævnet anførte i høringen til Civilretsdirektoratet følgende:

"Det andet spørgsmål, som er stillet af amtet, vedrører muligheden for kombination af aldersdispensationsreglerne. Spørgsmålet – som ligeledes er foranlediget af en konkret sag – er, hvorvidt det er muligt at kombinere dispensationensreglerne, således at der kan søges om dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 1, ("noget yngre") og senere – med henblik på at blive godkendt til barn nr. 2 – efter § 6, stk. 2, nr. 2 ("inden rimelig tid").

Følgende fremgår af Justitsministeriets overvejelser i.f.m. bemærkninger til lovforslaget:

"Der vil ikke ved at kombinere de enkelte undtagelsessituationer, der er nævnt ovenfor, kunne opnås en yderligere fravigelse af de almindelige aldersregler. Adoptanter, der i en sen alder har adopteret et barn og derefter ønsker at adoptere endnu et barn, hvilket som nævnt bør kunne føre til en vis fravigelse af aldersreglerne, vil således ikke kunne opnå en yderligere fravigelse af aldersreglerne, selv om der er tale om et vanskeligt anbringeligt barn (p. 16)".

Det fremgår endvidere af lovforslaget, at man ikke i medfør af § 6, stk. 2, nr.2, bør imødekomme en ansøgning om adoption af et lille barn i aldersgruppen 0-36 måneder, hvis en af parterne på ansøgningstidspunktet er over ca. 45 år.

Nævnet vil – efter en nærmere gennemgang af hensynene bag reglerne – være mest tilbøjelig til at mene, at kombinationen af dispensationsmulighederne vedrører den enkelte sag, således at der ikke i en konkrete sag kan gives dispensation med henvisning til f.eks. delvis "rimelig tid" og delvis "særlige omstændigheder".

Hensynet på den ene side vil selvfølgelig være, at adoptanterne ikke bliver for gamle. Fortolkningen, hvorefter der blot ikke kan kombineres i den enkelte sag medfører naturligvis alt andet lige, at der accepteres ældre ansøgere. På den anden side bør der tages hensyn til, at man med reglen om dispensation efter § 6, stk. 2, nr. 2, netop har ønsket at give rum for en vis fleksibilitet med hensyn til alderskravet for adoptanter, der i en sen alder har adopteret et barn og derefter ønsker at adoptere endnu et barn. Samtidig er der som nævnt indlagt en øvre grænse for, hvor gamle ansøgerne kan være, idet der normalt ikke vil kunne gives godkendelse til adoption af et helt lille barn, hvis en af parterne er over ca. 45 år."

Civilretsdirektoratet var enig heri og udtalte følgende:

"… Som anført af Adoptionsnævnet, fremgår det af forarbejderne til den seneste lovændring, at der ikke ved at kombinere de enkelte dispensationsmuligheder vil kunne opnås yderligere fravigelse af de almindelige aldersregler.

Dette indebærer efter direktoratets opfattelse, at der i forbindelse med en ansøgning om godkendelse som adoptant, hvor ansøgerne ikke opfylder de almindelige alderskrav i godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 1, kun kan blive tale om en fravigelse heraf, hvis ansøgerne falder ind under én af de dispensationsmuligheder, som følger af samme bestemmelses stk. 2, nr. 1 – 3. Det betyder med andre ord, at dispensation kun kan gives enten efter nr. 1, eller nr. 2, eller 3. Dispensation kan derimod ikke gives med henvisning til én dispensationsmulighed sammenholdt med en anden dispensationsmulighed, f.eks. godkendelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2, nr. 1, sammenholdt med nr. 2.

Direktoratet finder ikke, at der er grundlag for at fortolke bemærkningerne i lovforslaget således, at der kun kan gives dispensation fra de almindelige aldersregler én gang eller således at ansøgere, der opfylder betingelserne for at få dispensation i medfør af én af de opregnede dispensationsmuligheder, skulle være afskåret fra at få en sådan dispensation alene under henvisning til, at ansøgerne i forbindelse med en tidligere adoptionssag har fået dispensation efter én de øvrige dispensationsmuligheder".

Nævnet skal henholde sig til det af Civilretsdirektoratet anførte. Det forhold, at en ansøger i forbindelse med en tidligere ansøgning har fået aldersdispensation, afskærer således ikke ansøgeren fra i forbindelse med en ny ansøgning at få aldersdispensation efter en af de øvrige dispensationsbestemmelser.

Det bemærkes, at nævnet løbende vil holde samrådene orienteret om udviklingen af praksis på området, bl.a. ved at udsende resumeer i sagerne. Resumeerne vil desuden løbende blive indlagt på nævnets hjemmeside.


Til toppen

Udtalelse om proceduren i forbindelse med, at et udenlandsk matching-forslag forelægges det amtskommunale adoptionssamråd:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd og samrådssekretariater, Adoption Center og DanAdopt, den 3. januar 2002.

Adoptionsnævnet har modtaget en forespørgsel fra et samrådssekretariat og en af de formidlende organisationer vedrørende proceduren i forbindelse med, at et udenlandsk matchingforslag forelægges det amtskommunale adoptionssamråd.

Forespørgslen vedrører, om det påhviler amtet eller den formidlende organisation at afklare, hvorvidt en ansøger er indstillet på at modtage det foreslåede barn i tilfælde, hvor sagen er blevet forelagt adoptionssamrådet

  1. enten fordi den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt barnet ligger inden for ansøgernes godkendelse,
  2. eller fordi myndighederne i barnets oprindelsesland ikke på forhånd har taget stilling til, hvem barnet skal bringes i forslag til.

Adoptionsnævnet har hørt Civilretsdirektoratet i sagen. Direktoratets svar vedlægges til orientering.

Civilretsdirektoratets høringssvar:

Adoptionsnævnet har ved brev af 13. juni 2001 anmodet om Civilretsdirektoratets bemærkninger til proceduren i forbindelse med, at et udenlandsk matchingforslag forelægges det amtskommunale adoptionssamråd.

Nævnet har i den forbindelse spurgt, om det påhviler amtet eller den formidlende organisation at afklare, hvorvidt ansøgeren er indstillet på at modtage det foreslåede barn i tilfælde, hvor sagen er blevet forelagt adoptionssamrådet.

  1. enten fordi den formidlende organisation er i tvivl om, hvorvidt barnet ligger inden for ansøgerens godkendelse,
  2. eller fordi myndighederne i barnets oprindelsesland ikke på forhånd har taget stilling til, hvem barnet skal bringes i forslag til.

Civilretsdirektoratet kan i den anledning oplyse følgende:

For så vidt angår den under pkt. 1 nævnte situation er spørgsmålet nærmere reguleret i godkendelsesbekendtgørelsens § 29, der har følgende ordlyd:

”§ 29.Hvis der efter den formidlende organisations vurdering foreligger tvivl om, hvorvidt det barn, der er bragt i forslag, ligger inden for ansøgerens godkendelse, forelægger den formidlende organisation oplysningerne om barnet for adoptionssamrådet.

Stk. 2. Adoptionssamrådet tager stilling til, om barnet ligger inden for ansøgerens godkendelse.

Stk. 3. Amtskommunen underretter ansøgeren og den formidlende organisation om adoptionssamrådets afgørelse. §§ 26-28 finder tilsvarende anvendelse med de ændringer ,der følger af, at vurderingen af, om det foreslåede barn ligger inden for ansøgerens godkendelse, er foretaget af adoptionssamrådet.” På denne baggrund er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at det påhviler den formidlende organisation at afklare med ansøgeren, om vedkommende ønsker at adoptere det foreslåede barn i overensstemmelse med reglerne i § 29, stk. 3, jf. §§ 26-28.

For så vidt angår den under pkt. 2 nævnte situation bemærkes indledningsvis, at det hidtil har været antaget at ligge uden for de formildende organisationers opgaver at forestå udvælgelsen af børn til adoptionsansøgere. Henset hertil er det overladt til samrådet at varetage denne opgave i de særlige tilfælde, hvor udvælgelsen ikke er foretaget af myndighederne i giverlandet. Der henvises i den forbindelse til Civilretsdirektoratets Vejledning om International Adoption, side 110.

Efter direktoratets opfattelse er det alene opgaven med formelt at godkende udvælgelsen af en konkret adoptionsansøger til et konkret barn i forslag, som er overladt til de amtskommunale adoptionssamråd. Opgaven med at afklare, om ansøgeren ønsker at adoptere barnet, hører derimod formelt set til de formidlende organisationers funktioner. 

Det bemærkes i øvrigt, at organisationen i de tilfælde, hvor man modtager en anmodning fra en udenlandsk formidlingspart om at søge udvalgt adoptanter til en bestemt barn, skal orientere amtskommunen om, hvilken ansøger, som står øverst på ventelisten til det pågældende land, og som efter organisationens vurdering har en godkendelse, som omfatter barnet, jf. herved side 110 i vejledningen.

De administrative forskrifter hviler således på en generel forudsætning om, at der er ansøgere på ventelisten, hvis abstrakte godkendelse omfatter et barn som det, der er i forslag.

Afslutningsvis bemærkes, at Civilretsdirektoratet naturligvis står til rådighed for en drøftelse, hvis Adoptionsnævnet finder, at de gældende principper for proceduren i forbindelse med matchingforslag giver anledning til praktiske problemer. Der henvises i den forbindelse også til bestemmelsen i § 25 i nævnets forretningsorden.


Til toppen

Udtalelse vedrørende udvidelse af ansøgeres godkendelse:

Hent henstillingen i pdf-format

Til samtlige adoptionssamråd og samrådssekretariater samt de formidlende organisationer, den 18. oktober 2000.

Adoptionsnævnet har modtaget en henvendelse fra et samrådssekretariat i forbindelse med en udvidelse af et ansøgerpars godkendelse til at omfatte et konkret barn i forslag. Spørgsmålet var, om samrådet kunne tage stilling til forhold, som den formidlende organisation ikke havde gjort til genstand for tvivl i forbindelse med matchingen.

Vi er blevet gjort bekendt med, at andre samråd har været i tvivl om problemstillingen, hvilket er baggrunden for denne skrivelse.

Sagen var fremsendt til samrådet alene under henvisning til, at det pågældende barn faldt aldersmæssigt uden for ansøgernes godkendelse. Samrådssekretariatet fandt det imidlertid tvivlsomt, om barnet på det helbredsmæssige grundlag faldt inden for ansøgernes godkendelse. Samrådet valgte at udvide ansøgernes godkendelse uden at tage konkret stilling til, om barnets helbredsforhold var til hinder for en adoption til de pågældende ansøgere. Samrådet var således af den opfattelse, at man alene kunne vurdere det aldersmæssige spørgsmål, idet barnets helbredsforhold tilsyneladende ikke gav den formidlende organisation anledning til at indbringe sagen for samrådet.

Foranlediget af den konkrete sag skal Adoptionsnævnet bemærke, at spørgsmål om udvidelse af ansøgeres godkendelse bør træffes ud fra samtlige forhold i sagen. Samrådet er således ikke begrænset af eventuelle formuleringer i organisationernes fremsendelsesskrivelser, men skal – ud fra alle sagens omstændigheder samt eventuelle yderligere undersøgelser – vurdere om en ansøgning om udvidelse af en godkendelse kan imødekommes eller ej.

Der henvises i øvrigt til godkendelsesbekendtgørelsens § 27, stk. 3, hvoraf fremgår, at det er samrådet som tager stilling til om en ansøgning om udvidelse af en godkendelse kan imødekommes og foretager de undersøgelser, der er nødvendige for afgørelsen.


Til toppen