Andre aktører på adoptionsområdet

Adoptionssamrådene i statsforvaltningerne
Statsforvaltningen
Familiestyrelsen
De formidlende organisationer

Adoptionssamrådene i statsforvaltningerne
Adoptionssamrådene er nedsat af justitsministeren i medfør af adoptionsloven.
Et samråd består af et medlem med en social uddannelse, en jurist og en læge. Det juridiske medlem skal være medarbejder i statsforvaltningen. Højst to af samrådets medlemmer må være medarbejdere i statsforvaltningen.

Adoptionssamrådet træffer afgørelse om, hvorvidt en ansøger kan godkendes som adoptant. Undersøgelses- og godkendelsesforløbet indebærer, at statsforvaltningen eller samrådet i fase 1 skal tage stilling til, om ansøgeren opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptant. I fase 3 tager samrådet stilling til, om ansøgeren også efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at adoptere. Samrådet fastlægger samtidig indholdet af ansøgerens godkendelse.

Undervejs i undersøgelsesforløbet kan adoptionssamrådet beslutte, at der skal iværksættes specialundersøgelser, for eksempel psykologiske undersøgelser. Desuden skal samrådet i visse tilfælde inddrages i forbindelse med, at der bringes et konkret barn i forslag til ansøgeren (matchningssager).

Det er samrådet, der afgør, om en godkendelse som adoptant skal bortfalde, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for at være egnet som adoptant.

Til toppen

Statsforvaltningen
Statsforvaltningen varetager sekretariatsfunktionen for adoptionssamrådet. Det vil blandt andet sige, at sagsbehandlere fra statsforvaltningen indhenter de oplysninger, der er nødvendige for, at samrådet kan træffe afgørelse i sagerne.

Det er også statsforvaltningen, der i øvrigt forbereder sagernes behandling i samrådet. Hvis statsforvaltningen vurderer, at en ansøger utvivlsomt opfylder de generelle godkendelseskrav i fase 1, træffer forvaltningen afgørelse om, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte uden forelæggelse af sagen for adoptionssamrådet.

Når samrådet har godkendt ansøgeren som adoptant til et udenlandsk barn, udfærdiger statsforvaltningen desuden en rapport om ansøgerens forhold, som de udenlandske adoptionsmyndigheder skal bruge.

Efter barnet er blevet hjemtaget, er det statsforvaltningens opgave at give opholdstilladelse til børn, der adopteres ved fremmedadoption, samt at udfærdige adoptionsbevilling, når ansøgeren har bopæl i Danmark.

Statsforvaltningen er også forpligtet til at tilbyde adoptanten hjemmebesøg efter hjemtagelsen, dels for at give rådgivning, dels for at lave opfølgende plejerapporter til barnets hjemland.

Til toppen

Familiestyrelsen
Efter adoptionsloven fastsætter justitsministeren regler om godkendelse som adoptant og om adoptionssagers behandling mv. I praksis varetager Familiestyrelsen opgaverne.

De adoptionsforberedende kurser tilrettelægges og udbydes af Familiestyrelsen. Familiestyrelsen er også centralmyndighed i henhold til Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner.

Det er Familiestyrelsen, der giver autorisation til de formidlende organisationer, og det almindelige tilsyn med organisationerne hører også under styrelsen. Tilsynet omfatter blandt andet organisationernes generelle faglige kvalifikationer, økonomiske og organisatoriske forhold samt fastsættelse og opkrævning af formidlingsgebyrer. Familiestyrelsen har også kompetencen til at skride ind i anledning af så alvorlige forhold, at der kan blive tale om en fratagelse af autorisationen.

Til toppen

De formidlende organisationer
Organisationerne yder bistand til at skaffe forbindelse mellem en godkendt adoptant og et udenlandsk barn med henblik på adoption og bistand til at gennemføre adoptionen.

Justitsministeren har autoriseret to organisationer til at yde adoptionshjælp. Disse er AC Børnehjælp og DanAdopt.

Det fremgår af autorisationen, at organisationernes virksomhed skal være bestemt af hensynet til barnets bedste og skal drives på et etisk og fagligt forsvarligt niveau uden økonomisk vinding for øje. Herudover skal deres virksomhed være i overensstemmelse med internationale konventioner, den danske adoptionslovgivning og vilkårene for deres autorisation og adoptionslovgivningen i de lande, hvor de formidlende organisationer arbejder.

Til toppen