Adoptionsnævnets opgaver

En af Adoptionsnævnets hovedopgaver er at behandle klager over afgørelser, der er truffet af adoptionssamrådene i statsforvaltningerne eller af de formidlende organisationer. Det drejer sig f.eks. om klager over et samråds afslag på ansøgning om godkendelse som adoptant og klager over et samråds eller en formidlende organisations behandling af en matchningssag (dvs. når der bringes et barn i forslag til adoptanter). Desuden behandler nævnet klager over samrådene og samrådssekretariaternes sagsbehandling i forbindelse med afgørelse af konkrete sager.

En anden hovedopgave er at føre tilsyn med adoptionsområdet. Opgaven indebærer tilsyn med adoptionssamrådene og videreformidling af den praksis, som nævnet fastlægger. Opgaven indebærer også tilsyn med de formidlende organisationer, dels deres behandling af matchningssager, dels deres virksomhed i udlandet.

Nævnets tredje hovedopgaver er at indsamle, bearbejde og formidle viden om adoptionsområdet såvel på nationalt som internationalt plan.

Herudover er det nævnets opgave at bringe børn i forslag til national adoption. Når et barn ønskes bortadopteret, er det derfor Adoptionsnævnets opgave at vælge den godkendte ansøger, der skønnes bedst egnet til at adoptere det pågældende barn. 

Endelig udpeger Adoptionsnævnet et antal børnelæger, som har til opgave at rådgive ansøgere, der har fået bragt et barn i forslag fra udlandet.

Adoptionsnævnets mødekalender

Møder kan blive aflyst eller være forbeholdt bestemte emner. Det er derfor altid en god ide at ringe til vores sekretariat, hvis du vil vide, hvornår vi holder møde. 

2012:

  • Onsdag den 18. januar
  • Onsdag den 7. marts
  • Onsdag den 18. april
  • Onsdag den 23. maj (heldagsmøde)
  • Onsdag den 20. juni
  • Onsdag den 29. august
  • Onsdag den 26. september (heldagsmøde)
  • Onsdag den 31. oktober
  • Onsdag den 5. december