Hyppige spørgsmål fra den biologiske mor
- Hvornår skal jeg endeligt beslutte mig?
- Skal barnets far inddrages?
- Kan jeg fortryde adoptionen?
- Hvordan foregår selve bortadoptionen (matchning af barnet med adoptivforældrene)?
- Hvor mange børn er til bortadoption i Danmark?
- Kan man selv have ønsker til en eventuelt kommende familie?
- Kan jeg få oplysninger om barnet efter adoptionen?
Hvornår skal jeg endeligt beslutte mig?
Hvis du beslutter, at du vil bortadoptere dit barn, kan du først give det endelige samtykke til bortadoption 3 måneder efter barnets fødsel.
Du kan derfor ændre mening om dit ønske om bortadoption, indtil du giver det endelige samtykke.
Hvis du inden fødslen har besluttet, at barnet skal bortadopteres, og du ikke ønsker at have barnet boede hos dig, vil barnet normalt blive anbragt på et spædbørnshjem eller i en plejefamilie fra fødslen, og indtil bortadoptionen gennemføres.
Skal barnets far inddrages?
Hvis barnets far har del i forældremyndigheden, skal han give et samtykke til bortadoption (efter adoptionslovens § 7). Du kan læse mere om, hvornår man har del i forældremyndigheden i forældreansvarsloven.
Hvis faren ikke har del i forældremyndigheden, skal han normalt underskrive en erklæring (efter adoptionslovens § 13), hvor han skriver under på, at han er indforstået med, at barnet bortadopteres. Du kan læse mere i selve adoptionsloven.
Selvom barnet ønskes bortadopteret, er det normalt et krav, at faderskabet skal fastslås. Du skal derfor oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet.
Kan jeg fortryde adoptionen?
Du kan fortryde din beslutning om bortadoption, indtil du giver det endelige samtykke til bortadoption. Dette kan først gives 3 måneder efter barnets fødsel.
Når adoptionen er gennemført, er det ikke muligt at fortryde beslutningen. Det er derfor også meget vigtigt, at du nøje overvejer, om bortadoption er den rigtige løsning for dig, inden du giver det endelige samtykke.
Du skal være opmærksom på, at det ikke er muligt at få oplyst, hvem der har adopteret barnet.
Hvis du, efter at bortadoptionen er gennemført, ønsker at få oplysninger om barnet eller ønsker kontakt med barnet, kan du rette henvendelse til Familiestyrelsen, som vil være behjælpelig med at videreformidle din henvendelse til adoptivfamilien eller til barnet, hvis adoptivforældrene er døde.
Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du ikke har krav på at få svar på din henvendelse eller kontakt til barnet.
Hvordan foregår selve bortadoptionen (matchning af barnet med adoptivforældrene)?
Når der er et barn til national adoption, sender statsforvaltningen sagen vedrørende barnet til Adoptionsnævnets sekretariat. Herefter laver Adoptionsnævnets børnelæge en lægelig vurdering af barnet. På baggrund af de foreliggende oplysninger om barnet, bl.a. børnelægens vurdering og oplysningerne om de biologiske forældre, vælger en voteringsgruppe bestående af tre af Adoptionsnævnets medlemmer den af de godkendte ansøgere, der konkret vurderes som bedst egnet til at adoptere barnet.
I forbindelse med vurderingen af, hvilken ansøger der er bedst egnet til at adoptere et konkret barn, har bl.a. følgende forhold betydning:
- At barnet placeres i en passende geografisk afstand fra de biologiske forældre og deres netværk – for at minimere sandsynligheden for, at anonymiteten brydes
- At de biologiske forældres ønsker til barnets kommende forældre og miljø så vidt muligt respekteres
- At der i adoptivforældrenes baggrund er forhold, værdier og interesser, som stemmer overens med de biologiske forældres. Dette kan f.eks. have betydning, hvis børnene senere i livet vil søge tilbage til deres biologiske familie, og for adoptivfamiliens mulighed for at støtte barnets medfødte evner.
- At ansøgerne har indsigt og rummelighed i forhold til barnets eventuelle familiære dispositioner for sygdomme eller fysiske og psykiske handicap.
- At hel- og halvsøskende som udgangspunkt placeres i samme familie.
Når voteringsgruppen har truffet beslutning om, hvilken adoptant der er bedst egnet til det konkrete barn, giver Adoptionsnævnet besked til statsforvaltningen, hvor barnet skal anvises.
Hvor mange børn er til bortadoption i Danmark?
Der har gennem de seneste år været under 20 børn til national fremmedadoption om året. Der har dog også været væsentlig færre ansøgere end tidligere år.
Der er flere godkendte ansøgere, end der er børn til bortadoption. Adoptionsnævnet vil derfor i forbindelse med hvert enkelt barn vurdere, hvilken familie der er bedst egnet til at adoptere det konkrete barn. Se nærmere under Hvordan foregår selve bortadoptionen?.
Børn anvist til national bortadoption og godkendte ansøgere
til dansk barn
2000: 14 børn og 67 adoptanter
2001: 24 børn og 53 adoptanter
2002: 25 børn og 40 adoptanter
2003: 25 børn og 48 adoptanter
2004: 15 børn og 58 adoptanter
2005: 7 børn og 39 adoptanter
2006: 14 børn og 25 adoptanter
2007: 16 børn og 25 adoptanter
2008: 13 børn og 60 adoptanter
2009: 11 børn og 31 adoptanter
Kan man selv have ønsker til en eventuelt kommende familie?
Ved matchningen af et barn lægger Adoptionsnævnet vægt på, at de biologiske forældres ønsker til barnets kommende forældre og miljø så vidt muligt respekteres.
Det er nævnets erfaring, at de biologiske mødre ofte har sådanne ønsker. I 2004 var det tilfældet i 11 sager (73 %). Morens ønsker kan være meget forskellige, men ofte drejer det sig om det miljø, som barnet skal vokse op i. Det kan f.eks. være et ønske om, at barnet vokser op på landet, i byen eller i en familie med andre børn eller dyr. En del mødre ønsker, at deres barn kommer til en familie, hvor der er både en far og en mor. Hvis en mor tidligere har bortadopteret et barn, er det ofte hendes ønske, at barnet placeres i samme familie som det tidligere adopterede barn.
Kan jeg få oplysninger om barnet efter adoptionen?
Adoptionsnævnet har besluttet, at der ved adoption af et dansk barn skal udarbejdes rapporter om, hvordan det går med barnet efter adoptionen. Rapporterne vil være anonyme.
Du vil som biologisk forælder have mulighed for at få disse rapporter. Den første opfølgningsrapport udarbejdes 1 år efter barnets hjemtagelse. Det er statsforvaltningen, der udarbejder denne rapport. Herefter skal adoptanterne udarbejde rapporter i de år, hvor barnet fylder 4 år, 7 år, 10 år, 13 år og 16 år.
Opfølgningsrapporterne skal indsendes til Adoptionsnævnet, der opbevarer rapporterne.
Du har mulighed for at få rapporterne tilsendt automatisk. Du har også mulighed for at gennemse rapporterne i Adoptionsnævnet eller hos statsforvaltningen.
Du skal være opmærksom på, at adoptivforældre kan ikke tvinges til at lave rapporterne.
Hvis du ønsker adgang til opfølgningsrapporter, kan du rette henvendelse til Adoptionsnævnet.
Retningslinjerne om opfølgningsrapporter er beskrevet i Adoptionsnævnets henstilling af 26. maj 2009 om udarbejdelse af opfølgningsrapporter ved adoption af dansk barn.
Hvor kan jeg henvende mig?
Hvis du overvejer at bort-
adoptere dit (kommende) barn, skal du henvende dig til din lokale statsforvaltning.
Du kan frit kontakte statsforvaltningen og få vejledning af en sagsbehandler. Du behøver ikke at have besluttet dig for at bortadoptere, når du henvender dig. Statsforvaltningen kan fortælle dig, hvad bortadoption indebærer, og hvilke former for hjælp der er til rådighed for biologiske forældre.
Statsforvaltningen har tavshedspligt og vil derfor ikke give oplysninger om, at du har henvendt dig, videre til nogen. Dette gælder også, selvom du er under 18 år.
Find din nærmeste statsforvaltning på statsforvaltningernes hjemmeside.
