Hyppige spørgsmål fra den biologiske far

Skal jeg som far inddrages i en sag om bortadoption?
Hvis du som barnets far har del i forældremyndigheden, skal du give et samtykke til bortadoption (efter adoptionslovens § 7). Du kan læse mere om, hvornår man har del i forældremyndigheden i forældreansvarsloven.

Hvis du ikke har del i forældremyndigheden, skal du normalt underskrive en erklæring (efter adoptionslovens § 13), hvor du skriver under på, at du er indforstået med, at barnet bortadopteres. Du kan læse mere i selve adoptionsloven.

Selvom barnet ønskes bortadopteret, er det normalt et krav, at faderskabet skal fastslås. Moren skal derfor oplyse, hvem der er eller kan være far til barnet. 

Til toppen

Hvornår skal den endelige beslutning træffes?
Hvis du har del i forældremyndigheden (se Skal jeg som far inddrages i en sag om bortadoption?), kan du først give det endelige samtykke til bortadoption, 3 måneder efter barnet er født.

Hvis du ikke har del i forældremyndigheden, er det alene barnets mor, der skal give det endelige samtykke til bortadoption. Dette kan hun først gøre 3 måneder efter barnets fødsel.

Adoptionsnævnet vil derfor som udgangspunkt heller ikke rette henvendelse til en eventuel adoptivfamilie, før de 3 måneder er gået.

Hvis du sammen med barnets mor inden fødslen har besluttet, at barnet skal bortadopteres, og ingen af jer ønsker at have barnet boede, vil barnet normalt blive anbragt på et spædbørnshjem eller i en plejefamilie fra fødslen, og indtil bortadoptionen gennemføres.

Til toppen

Kan jeg fortryde adoptionen?
En beslutning om bortadoption kan fortrydes, indtil det endelige samtykke til bortadoption er givet. Dette kan først gives 3 måneder efter barnets fødsel.

Det afgørende for, om du som far skal give et samtykke til bortadoption, er, om du har del i forældremyndigheden (se Skal jeg som far inddrages i en sag om bortadoption?).

Når adoptionen er gennemført, er det ikke muligt at fortryde beslutningen. Det er derfor også meget vigtigt, at I nøje overvejer, om bortadoption er den rigtige løsning for jer, inden I beslutter jer.

Du skal være opmærksom på, at det ikke er muligt at få oplyst, hvem der har adopteret barnet.

Hvis du, efter bortadoptionen er gennemført, ønsker at få oplysninger om barnet eller ønsker kontakt med barnet, kan du rette henvendelse til Familiestyrelsen, som vil være behjælpelig med at videreformidle din henvendelse til adoptivfamilien eller barnet, hvis adoptivforældrene er døde.

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du ikke har krav på at få svar på din henvendelse eller kontakt til barnet.

Til toppen

Hvordan foregår selve bortadoptionen (matchning af barnet med adoptivforældrene)?
Når der er et barn til national bortadoption, sender statsforvaltningen sagen vedrørende barnet til Adoptionsnævnets sekretariat. Herefter laver Adoptionsnævnets børnelæge en lægelig vurdering af barnet. På baggrund af de oplysninger, der er om barnet, bl.a. børnelægens vurdering og oplysningerne om de biologiske forældre, vælger en voteringsgruppe bestående af tre af Adoptionsnævnets medlemmer den af de godkendte ansøgere, der konkret vurderes som bedst egnet til at adoptere barnet.

I forbindelse med vurderingen af, hvilken ansøger der er bedst egnet til at adoptere et konkret barn, har bl.a. følgende forhold betydning:

  • At barnet placeres i en passende geografisk afstand fra de biologiske forældre og deres netværk – for at minimere sandsynligheden for, at anonymiteten brydes.
  • At de biologiske forældres ønsker til barnets kommende forældre og miljø så vidt muligt respekteres.
  • At der i adoptivforældrenes baggrund er forhold, værdier og interesser, som stemmer overens med de biologiske forældres. Dette kan f.eks. have betydning, hvis børnene senere i livet vil søge tilbage til deres biologiske familie, og for adoptivfamiliens mulighed for at støtte barnets medfødte evner.
  • At ansøgerne har indsigt og rummelighed i forhold til barnets eventuelle familiære dispositioner for sygdomme eller fysiske og psykiske handicap.
  • At hel- og halvsøskende som udgangspunkt placeres i samme familie.

Når voteringsgruppen har besluttet, hvilken familie der er bedst egnet til barnet, giver Adoptionsnævnet besked til statsforvaltningen, hvor barnet skal anvises.

Til toppen

Hvor mange børn er til bortadoption i Danmark?
Der har gennem de seneste år været under 20 børn til national fremmedadoption om året. Der har dog også været væsentlig færre ansøgere end tidligere år.

Der er flere godkendte ansøgere, end der er børn til bortadoption. Adoptionsnævnet vil derfor i forbindelse med hvert enkelt barn vurdere, hvilken familie der er bedst egnet til at adoptere det konkrete barn. Se nærmere under Hvordan foregår selve bortadoptionen?.

Børn anvist til national bortadoption og godkendte ansøgere
til dansk barn

2000: 14 børn og 67 adoptanter
2001: 24 børn og 53 adoptanter
2002: 25 børn og 40 adoptanter
2003: 25 børn og 48 adoptanter
2004: 15 børn og 58 adoptanter
2005:   7 børn og 39 adoptanter
2006: 14 børn og 25 adoptanter
2007: 16 børn og 25 adoptanter
2008: 13 børn og 60 adoptanter
2009: 11 børn og 31 adoptanter

Til toppen

Kan man selv have ønsker til en eventuelt kommende familie?
Ved matchningen af et barn lægger Adoptionsnævnet vægt på, at de biologiske forældres ønsker til barnets kommende forældre og miljø så vidt muligt respekteres.

Det er nævnets erfaring, at de biologiske mødre ofte – og i mindre grad end fædrene – har sådanne ønsker. I 2004 var det tilfældet for i 11 sager (73 %).

Ønskerne kan være meget forskellige, men ofte drejer det sig om det miljø, som barnet skal vokse op i. Det kan f.eks. være et ønske om, at barnet vokser op på landet, i byen eller i en familie med andre børn eller dyr. En del forældre ønsker, at deres barn kommer til en familie, hvor der er både en far og en mor.

Til toppen

Kan jeg få oplysninger om barnet efter adoptionen?
Adoptionsnævnet har besluttet, at der ved adoption af et dansk barn skal udarbejdes rapporter om, hvordan det går med barnet efter adoptionen. Rapporterne vil være anonyme.  

Du vil som biologisk forælder have mulighed for at få disse rapporter. Den første opfølgningsrapport udarbejdes 1 år efter barnets hjemtagelse. Det er statsforvaltningen, der udarbejder denne rapport. Herefter skal adoptanterne udarbejde rapporter i de år, hvor barnet fylder 4 år, 7 år, 10 år, 13 år og 16 år.  

Opfølgningsrapporterne skal indsendes til Adoptionsnævnet, der opbevarer rapporterne.  

Du har mulighed for at få rapporterne tilsendt automatisk. Du har også mulighed for at gennemse rapporterne i Adoptionsnævnet eller hos statsforvaltningen.  

Du skal være opmærksom på, at adoptivforældre kan ikke tvinges til at lave rapporterne.  

Hvis du ønsker adgang til opfølgningsrapporter, kan du rette henvendelse til Adoptionsnævnet.

Retningslinjerne om opfølgningsrapporter er beskrevet i Adoptionsnævnets henstilling af 26. maj 2009 om udarbejdelse af opfølgningsrapporter ved adoption af dansk barn.

Hvor kan jeg henvende mig?

Hvis du overvejer at bort-
adoptere dit (kommende) barn, skal du henvende dig til din lokale statsforvaltning.

Du kan frit kontakte statsforvaltningen og få vejledning af en sagsbehandler. Du behøver ikke at have besluttet dig for at bortadoptere, når du henvender dig. Statsforvaltningen kan fortælle dig, hvad bortadoption indebærer, og hvilke former for hjælp der er til rådighed for biologiske forældre.

Statsforvaltningen har tavshedspligt og vil derfor ikke give oplysninger om, at du har henvendt dig, videre til nogen. Dette gælder også, selvom du er under 18 år.

Find din nærmeste statsforvaltning på statsforvaltningernes hjemmeside.