Undersøgelses- og godkendelsesforløbet
Det er adoptionssamrådet i statsforvaltningen, der træffer afgørelse om, hvorvidt du kan godkendes som adoptant. Statsforvaltningen indsamler de oplysninger om dig, som er nødvendige for samrådets afgørelse.
Undersøgelses- og godkendelsesforløbet er opdelt i tre adskilte faser:
Fase 1
I fase 1 vurderes det, om du opfylder de krav, som stilles til din alder, dit eventuelle samliv, dit helbred, dine strafforhold, dine boligforhold og din økonomi. De generelle betingelser er nærmere fastlagt i godkendelsesbekendtgørelsen.
Hvis du opfylder de generelle betingelser, giver statsforvaltningen eller samrådet tilladelse til, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte. Opfylder du ikke betingelserne, giver samrådet afslag på ansøgningen.
Din adoptionssag starter ved, at du henvender dig til statsforvaltningen. Du skal ansøge om godkendelse som adoptant på at ansøgningsskema og vedlægge forskellige attester og erklæringer.
Finde skemaer til adoption på statsforvaltningens hjemmeside.
Fase 2
Fase 2 består af et adoptionsforberedende kursus. Kurset er obligatorisk for alle, der søger om adoption for første gang. Du kan først komme på kursus, når der er truffet beslutning om, at du opfylder de generelle godkendelseskrav i fase 1.
Hvis samrådet vurderer, at du har behov for det, kan du blive pålagt at deltage i kurset, selvom du tidligere har adopteret et barn.
Hvis du ikke skal deltage i kurset, fordi du tidligere har adopteret et barn, kan du gå videre til fase 3. Flergangsansøgere kan dog vælge frivilligt at deltage i kurset, hvis der er ledige pladser.
Det er Familiestyrelsen, der tilrettelægger og udbyder de adoptionsforberedende kurser. Det koster 1.500 kr. per person at deltage i kurset. Familiestyrelsen offentliggør en oversigt over kurser for et halvt år ad gangen.
Kurset foregår over to weekender som internatkursus og afholdes fire forskellige steder i landet. Du skal selv tilmelde dig kurset. Det gør du til kursussekretariatet i Familiestyrelsen.
Læs mere om kurset på Familiestyrelsens hjemmeside.
Husk at oplyse, hvilken statsforvaltning du hører til, samt datoen for, hvornår samrådet har givet tilladelse til, at undersøgelses- og godkendelsesforløbet kan fortsætte efter fase 1.
Fase 3
Fase 3 kan påbegyndes, når du har deltaget i det adoptionsforberedende kursus. I denne fase skal det vurderes, om du også efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at adoptere. Statsforvaltningens sagsbehandler vil gennem en samtale og et hjemmebesøg hos dig lave en beskrivelse af dig. Under samtalerne vil det være naturligt bl.a. at tale om adoptionsmotiv, personlighed, interesser, fremtidsplaner, ægteskab/registreret partnerskab samt kendskab og indstilling til børn.
Hensigten med det faseopdelte forløb er, at undersøgelsen får karakter af en dialog mellem dig og myndighederne. Desuden kan det meget tidligt i forløbet afklares, om du opfylder de generelle betingelser for at blive godkendt som adoptant. Dette indebærer også, at de ansøgere, som gennem det adoptionsforberedende kursus er blevet klar over, at adoption ikke er noget for dem, selv har meldt fra. Det forventes derfor, at der kun undtagelsesvis vil være behov for at give afslag på godkendelse som adoptant efter den individuelle vurdering i fase 3.
Hvis du ønsker at påbegynde fase 3, skal du ansøge om det, inden for et år fra den dato, du blev godkendt i fase 1.
Find skemaer til adoption på statsforvaltningernes hjemmeside.
Betingelser for at blive godkendt som adoptant
For at blive godkendt som adoptant skal man opfylde nogle generelle godkendelseskrav. Man skal også konkret undersøges og vurderes for at kunne blive anset for egnet til at opfostre et adoptivbarn. Desuden er det et krav, at man har deltaget i et adoptionsforberedende kursus. Hvis man bliver godkendt og ønsker at adoptere et udenlandsk barn, skal man normalt tilmelde sig en adoptionsformidlende organisation for at få anvist et barn og for at få gennemført adoptionsprocessen i barnets hjemland.
Se de generelle godkendelseskrav.
