Hvordan man adopterer
En adoption skal være til gavn for barnet. Derfor bliver både barnets og adoptantens forhold undersøgt, for at det kan vurderes, om barnet har gavn af adoptionen. Hvordan undersøgelsen foregår, og hvilken myndighed der undersøger forholdene, afhænger af, hvilken form for adoption der er tale om. Der findes grundlæggende to forskellige former for adoptioner – nemlig fremmedadoptioner (der ofte er anonyme) og de ikke-anonyme adoptioner, hvor barnets biologiske slægt kender adoptantens identitet.
Fremmedadoption
Ved fremmedadoptioner bliver forbindelsen mellem barnet og adoptionsansøgeren normalt formidlet af en myndighed eller institution.
Hvis man ønsker at adoptere et barn ved fremmedadoption, skal man godkendes som adoptant.
Ikke-anonym adoption
Ikke-anonyme adoptioner vil ofte være familie- eller stedbarnsadoptioner, hvor barnets biologiske slægt kender adoptantens identitet.
Familieadoptioner er adoption af:
- Ansøgerens ægtefælles barn eller adoptivbarn (stedbarn)
- Ansøgerens barnebarn
- Ansøgerens søskendes barn (niece/nevø)
- Ansøgerens søskende
- Barn af forældre, som ansøgeren er knyttet til gennem nært og længerevarende bekendtskab.
Du kan læse mere om familieadoptioner på statsforvaltningernes hjemmeside.
Betingelser for at blive godkendt som adoptant
For at blive godkendt som adoptant skal man opfylde nogle generelle godkendelseskrav. Man skal også konkret undersøges og vurderes for at kunne blive anset for egnet til at opfostre et adoptivbarn. Desuden er det et krav, at man har deltaget i et adoptionsforberedende kursus. Hvis man bliver godkendt og ønsker at adoptere et udenlandsk barn, skal man normalt tilmelde sig en adoptionsformidlende organisation for at få anvist et barn og for at få gennemført adoptionsprocessen i barnets hjemland.
Se de generelle godkendelseskrav.